Hamilton har bedste kort på hånden

Lewis Hamilton klarede sig bedst af titelaspiranterne ved Formel 1-kvalifikationen, men Felipe Massa var hurtigst af alle foran sit hjemmepublikum i Brasilien.

Englænderen Lewis Hamilton står med alle chancer for at sikre sig verdensmesterskabet i Formel 1, når sæsonens sidste løb afvikles søndag. Lørdag var han i kvalifikationen hurtigste kører blandt de tre, der stadig har mulighed for at vinde titlen. McLaren-køreren blev nummer to, mens Kimi Räikkönen i Ferrari blev nummer tre, og Hamiltons teamkollega og forsvarende verdensmester, Fernando Alonso, blev nummer fire.

Det brasilianske publikum på Interlagos-banen i São Paulo kunne juble over, at den lokale helt Felipe Massa i sin Ferrari-racer var hurtigst af alle og starter på pole position. Massa har dog uanset forløbet af søndagens løb ikke mulighed for at blive verdensmester i denne omgang.

VM-stillingen føres af Lewis Hamilton med fire point ned til Fernando Alonso og syv point ned til Kimi Räikkönen. En sejr giver 10 point.

/ritzau/