Forfatter: Aalborgs præstation overgår AG København

Aalborg er første danske hold i Final 4 siden AG København, men bedriften er større i år, mener forfatter.

Aalborgs håndboldherrer er blandt de sidste fire i Champions League. I weekenden venter Final 4-stævnet i Köln. (Arkivfoto.) Bo Amstrup/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

I 2012 imponerende det hedengangne AG København ved at blive nummer tre ved Final 4-stævnet i håndboldens Champions League.

Men at Aalborg Håndbold nu også står til Final 4 i Köln, er en større præstation.

Det vurderer Thomas Ladegaard, forfatter til bogen »Håndboldens legender« og vært på podcastmediet Mediano Håndbold.

»AG København var måske ikke nogen kæmpe overraskelse med det budget, som de havde. Med Aalborg har vi noget, der virkelig er bygget op fra grunden og gennem mange år,« siger Thomas Ladegaard.

AG København havde store stjerner som Mikkel Hansen, Kasper Hvidt, Lars Jørgensen og Ólafur Stefánsson på holdkortet i 2012.

Ved Aalborg skal man i stedet fremhæve kollektivet, mener Thomas Ladegaard.

»Og så har de præsteret på et meget højt niveau, når det gjaldt, og de har haft marginalerne med sig også. Det er en stødt stigende selvtillidskurve, de har været på.«

Thomas Ladegaard vurderer, at Aalborg i Final 4 »hopper meget højt op« på listen over de største bedrifter i dansk klubhåndbold.

»Det er på alle måder en fantastisk præstation. Jeg tror også, man kan sige, at Stefan Madsen (cheftræner, red.) må kandidere til at være årets træner i europæisk sammenhæng,« siger han.

Vi skal dog ikke nødvendigvis forvente, at Aalborg også går helt til tops i Champions League.

»Chancerne er objektivt set ikke store. Men der er det med stævnet i Köln, at alt, hvad man siger om favoritter, aldrig holder stik.«

»Det at være et hold og have den fælles styrke, tror jeg kan bære meget langt. Man vinder ikke i Köln på at have de største individualister. Det viser de seneste ti år.«

»Så som udgangspunkt er chancerne små, men historien viser, at alle, der møder op dernede, har en chance for at vinde, og det har Aalborg også,« siger Thomas Ladegaard.

Han spår også en svær opgave lørdag, når Aalborg møder Paris Saint-Germain i semifinalen, selv om der er et »kæmpe pres« på det franske hold.

»PSG har sjældent set så stærke ud, som de gør nu. Selvfølgelig er de favoritter.«

Semifinalen spilles klokken 15.15. I den anden semifinale senere lørdag mødes Nantes og FC Barcelona.

/ritzau/