Fokus på mentalt helbred er årsag til skæv FA Cup-start

Når de største engelske klubber i weekenden træder ind i FA Cuppen, er starttidspunkterne alle skæve.

Liverpool - her i den seneste sejr mod Everton - skal møde lokalrivalen i FA Cuppen søndag. (arkivfoto) Phil Noble/Reuters Fold sammen
Læs mere

Der er ikke tale om fejl i tv-oversigten eller hos diverse resultatformidlere, når samtlige kampe i weekendens runde i FA Cuppen har starttidspunkter som eksempelvis 13.31, 16.01 eller 18.31.

Manøvren er helt bevidst, idet Englands Fodboldforbund (FA) har gjort det som et led i en kampagne, der skal sætte fokus på mentalt helbred.

Kampagnen, der er skabt for at få fodboldfans til at tale om mentalt helbred, er skabt i samarbejde med National Health Service (NHS).

Det er sket i forbindelse med den traditionsrige tredje runde af pokalturneringen, hvor alle de største engelske klubber træder ind i turneringen.

De fleste topklubber møder lavere rangerede klubber, men runden byder dog på et stormøde, når Liverpool søndag klokken 17.01 tager imod lokalrivalen Everton.

Lørdagens på papiret mest saftige møde er, når Premier Leagues nummer syv og fem i skikkelse af Wolverhampton og Manchester United tørner sammen.

Derimod er der lagt op til Davids kamp mod Goliat, når Port Vale fra den fjerdebedste række besøger den forsvarende mester, Manchester City, på samme tidspunkt lørdag.

Søndag klokken 15.01 skal den tidligere storklub Nottingham Forest på besøg hos Chelsea, mens Tottenham samtidig møder Middlesbrough på udebane.

Runden afsluttes med mødet mellem Arsenal og Leeds mandag klokken 20.56.

/ritzau/