Faxe: Ingen kommentarer endnu

Michael Laudrup blev mandag konfirmeret som ny træner i spanske Getafe, mens John Faxe Jensen endnu ikke har kommentarer til, hvor hans fodboldfremtid ligger.

John "Faxe" Jensen, Michael Laudrups assistenttræner i Brøndbytiden har hele tiden meldt ud, at han følger sin tidligere kollega som hjælpetræner. Men selvom den spanske klub Getafe, mandag præsenterede Laudrup som træner for de kommende to år, er John Faxe Jensen endnu ikke parat til at snakke om sin fodboldfremtid.

- Det kan jeg ikke udtale mig om. Lige så snart, jeg har fundet ud af, hvor jeg skal være, så har jeg en kommentar. Men om det bliver denne uge eller næste uge, ved jeg ikke endnu, lyder den kortfattede besked fra John Jensen.

Inden de fire sæsoner som hjælpetræner i Brøndby, var John Jensen træner tre år i Herfølge, hvor han førte klubben til dens eneste mesterskab i 2000.

/ritzau/