Det vildeste vilde

Med sin anden etapesejr forvandlede Fabian Cancellara en ellers søvndyssende etape til noget nærmest uvirkeligt. Hans kraftfulde solokørsel på brostenene kan kun betegnes som enestående.

Fabian Cancellara, Team CSC, rækker hænderne i vejret efter sin vanvittige sejr på 3. etape i Touren. Foto: Scanpix Fold sammen
Læs mere

Da Fabian Cancellara trådte til på brostenene og ene mand indhentede, hvad der ellers lignede en udbryderkvartet på sejrskurs, rejste et måbende pressecenter sig.

Da CSC-rytteren i den gule førertrøje med imponerende, nærmest umenneskelig, styrke strøg først over stregen, lød der klapsalver i lokalet.

Man kan så sandelig diskutere, hvorvidt pressens gentlemen m/k skal lade sig rive med på den måde frem for at bevare det kølige overblik, der tjener os bedst, men ingen tvivl om, at dette var en spontan og respektfuld reaktion fra en blandet flok, hvoraf mange har fulgt cykelsporten gennem mange år.

Selv i en tid, hvor der ikke skrives jubelreportager om landevejens helte, da man aldrig ved, hvad morgendagen bringer, herskede der enighed om, at det, manden i den gule trøje præsterede, var noget ganske enestående.

Sjældent har man oplevet en sådan afslutning. Godt nok med flyvende start, men denne schweizer kørte jo de sidste 1000 meter på en tid, der må ligge i olympisk topklasse. Ydermere dagen efter han styrtede i Gent.

Indsatsen blev ikke kun belønnet med årets anden Tour-triumf. Det lunede også, at der gik 20 sekunder ind på bonuskontoen.

En mærkværdig afslutning på en mærkværdig etape, der var løbets længste. Op mod syv timer sad feltet i sadlerne, og klokken var såmænd også tæt på syv aften inden Cancellara krydsede stregen med op mod halvanden times forsinkelse.

Rytterne undskyldte et tempo i sneglefart med voldsom modvind, men set udefra fra var det gabende kedeligt, om end den forrygende afslutning selvsagt vendte op og ned på alt.

»Den sidste kilometer var den værste i mit liv,« lød det fra vinderen på det efterfølgende pressemøde. Dog må man med bagklogskabens logik forvente, at han fremover vil betragte den som noget af det bedste, han har oplevet.

»Jeg troede ikke, jeg kunne vinde, men ville sikre mig en god position. Kun en gang så jeg mit tilbage,« sagde han.

»At jeg vandt på brosten gør mig ekstra stolt. Det minder mig om, da jeg vandt Paris-Roubaix. Jeg bemærkede, at de andre var overrasket over, at vi skulle køre på brosten og det udnyttede jeg.«

På spørgsmålet om, hvorvidt schweizerens magtdemonstration kan gøre det vanskeligere at forsvarer førertrøjen, da de andre hold nu har et klart mål rettet mod det danske hold, lød svaret:

»Dette er Tour de France. Alle vil vinde, men kagen er stor. Der er 21 dage at tage af. Vi arbejder videre for at beholde trøjen så længe som muligt. Der er plads til flere af dem i kufferten.«

For sportsdirektør Kim Andersen var situationen også noget af et paradoks. Da de fire udbrydere så ud til at holde hjem, frygtede han, at trøjen var tabt. En halv time senere så han frem til at kunne byde på champagne til aftensmaden.

»Jeg regnede ikke med, at vi kunne indhente kvartetten. At det skete viser, hvilket punch og hvilken power han har,« konkluderede Andersen, der gladelig lod sig gratulere på alle sprog.

»Siden sejren på prologen i London har han taget den med ro og kun ligget på hjul. Han har sparet godt på kræfterne, for det han præsterede i dag i det terræn, der passer ham bedst kan kun beskrives som ekstremt, ekstremt.«

Ifølge Andersen kører holdet også for fuldt blus i dag. »Men vi skal nok ikke regne med at få ret megen hjælp fra de andre hold,« lød det med det store smil.