Dansker klarer cuttet i historisk golfturnering

Nanna Koerstz Madsen er klar til tredje runde i LPGA Tour-turneringen i amerikanske Charleston.

Nanna Koerstz Madsen ligger på en delt 40.-plads efter de to første runder i US Women's Open. (Arkiv) Yong Teck Lim/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Med en dags forsinkelse er Nanna Koerstz Madsen blevet klar til finalerunderne i golfturneringen US Women's Open, der byder på en historisk stor præmie til vinderen.

Danskeren spillede egentlig hele sin anden runde fredag, men senere på dagen blev turneringen sat på standby på grund af dårligt vejr. Det var derfor ikke alle, der nåede at gå de 18 huller fredag.

Spillet blev først genoptaget igen tidligt lørdag amerikansk tid.

Nanna Koerstz Madsen er samlet to slag over par på en delt 40.-plads efter de første to runder.

Fredag lå hun lige på grænsen til at klare cuttet til finalerunderne, men efter de sidste blev færdige med anden runde lørdag, steg cuttet til at inkludere alle, der var tre slag over par eller færre.

Japanske Mamiko Higa fører turneringen. Hun er samlet seks slag under par efter de første to runder. Tredje runde spilles senere lørdag.

Vinderen af US Women's Open, der afholdes i byen Charleston i delstaten South Carolina, får den største pengepræmie, der nogensinde er uddelt til en kvinde i golf.

Arrangørerne bag turneringen, Den Amerikanske Golfunion, har således udlovet en million dollar - svarende til knap 6,7 millioner kroner - til vinderen.

Den samlede præmiesum er på 5,5 millioner dollar eller cirka 36,8 millioner kroner.

/ritzau/