CSC var hurtigst i Tyskland

Team CSC vandt lørdagens holdenkeltstart i cykelløbet Tyskland Rundt. Sejren betyder, at Jens Voigt overtager løbets gule førertrøje.

Med en verdensmester i enkeltstart og flere andre tempospecialister på holdet var Team CSC storfavorit til at vinde lørdagens anden etape af cykelløbet Tyskland Rundt, en holdtidskørsel over 42 kilometer.

Og det danske cykelhold levede da også helt op til forventningerne, da man i tiden 51,40 minutter var 25 sekunder hurtigere end sin nærmeste konkurrent, Team Discovery Channel. Nummer tre blev tyske Gerolsteiner, der dog var hele 55 sekunder langsommere end sportsdirektør Kim Andersens mænd.

Sejren betyder, at Jens Voigt overtager den gule førertrøje, godt hjulpet på vej af det bonussekund, han ragede til sig under en pointspurt på fredagens første etape. Tyske Voigt vandt løbet sidste år og er således forsvarende mester i hjemlandet.

/ritzau/