CSC holder på Bak

Den danske cykelrytter Lars Bak vil også i de kommende to sæsoner kører for det danske hold Team CSC. Parterne forlængede fredag samarbejdet.

Den 27-årige danske cykelprofil Lars Bak, der har været professionel siden 2002, fortsætter sin karriere under Bjarne Riis' vinger. Således oplyste det professionelle danske hold fredag, at de har forlænget kontrakten med Lars Bak, så parterne også har papir på hinanden i de kommende to sæsoner.

- Jeg føler virkelig, at holdet har tillid til mine evner, og det er jeg selvfølgelig stolt over. Jeg er hverken bjergrytter eller sprinter, men jeg har stadigvæk noget at byde på som allroundrytter. Jeg har vundet nogle gode sejre i de sidste par år, men jeg er altid motiveret for også at være holdets mand, siger Lars Bak i en pressemeddelelse.

/ritzau/