Hvis årets Champions League-finale bliver en af dem, du husker om nogle år, er det ikke, fordi det var en af historiens bedst spillede. Eller mest intense, selvom det i sagens natur blev spændende, fordi ingen på noget tidspunkt var sat af.

Det var heller ikke, fordi et historisk godt hold sikrede sig trofæet. Eller fordi det skete på en overdrevet vild detalje.

Hvis du en dag i fremtiden husker årets finale som noget særligt, må det være af personlige årsager, eller fordi Pepe var vidunderlig i rollen som det evige offer. Subsidiært, fordi du er Cristiano Ronaldos mor, og så er vi vel tilbage ved de personlige årsager. Jeg skal nok forklare, hvorfor Dolores, Cristiano Ronaldos mor, pludselig fik en rolle.

Real Madrid er vinder af Champions League 2015/16 efter 1-1 i den ordinære kamp, en målløs forlængelse og en straffespakrskonkurrence, hvor Juanfran brændte for Atletico, hvorpå Cristiano Ronaldo satte den afgørende scoring ind og fejrede det med bar overkrop i en imponerende teint.

På vejen til finalen havde de besejret Manchester City, Wolfsburg og Roma, og i finalen slog de for anden gang på to år Atletico Madrid, der undervejs havde elimineret Bayern München, Barcelona og PSV, så på sin vis er titlen fortjent. Eller ikke på sin vis. Selvfølgelig er hæderen fortjent. Den sidste kamp var bare ikke noget særligt.

Real Madrid kom forholdsvis tidligt foran på Sergio Ramos' offside-mål, hvorefter de lod Atletico gøre det, de normalt er dårligst til, at dominere kampen, mens de selv blev lullet så meget i søvn, at de knapt kunne finde ud af at angribe, når chancerne bød sig.

Kort før pausen viste en statistik, at Atletico Madrid havde haft bolden i 61 procent af tiden, hvilket stod i skærende kontrast til de 47,5 procents boldbesiddelse, de havde haft hidtil i turneringen, og mod slutningen var de stadig på skyhøje 58 procent.

Da de endelig fik udlignet og trak sig lidt tilbage, kunne Real Madrid dårligt udfordre og Atletico knapt slå kontra, fordi begge holds spillere lå og våndede sig med kramper i lægge og lysker.

Hvad der kunne have været historien om kulminationen på fem års arbejde i Atletico Madrid under Diego Simeone, der udviklede en spillestil, en klubkultur og en attitude, der blev så særegen, at den trumfede Europas største og rigeste klubber, blev i stedet historien om Real Madrid, der igen viste sig at være bedst til sidst og manifesterede sig som historiens mest succesfulde klub. Denne gang under Zinedine Zidane, der selv sikrede klubben titlen med sit drømmemål, der gav 2002-finalen en plads i den kollektive hukommelse.

Jeg har en anekdote til ære for manden, der sætter Cristiano Ronaldos jubel efter sejrsmålet i perspektiv. Nogle af jer har læst det før, og I må simpelthen undskylde, jeg bringer det op igen. Betragt de følgende linjer som det, de er; anslag i en uskadelig anekdote.

I foråret 2008 spillede Cristiano Ronaldo stadig i Manchester United. Han var blevet kåret til årets spiller i England og var blevet nummer to i afstemningen om verdens bedste fodboldspiller, Ballon d'Or, men han manglede stadig at vinde den, og han havde endnu til gode at komme til Real Madrid. Til gode, ja, for det var det, han drømte om.

Det forår besøgte jeg Cristiano Ronaldos mor lidt uden for Funchal på Atlanterhavsøen Madeira i et rækkehus med altan og udsigt over havet, som hendes søn naturligvis havde købt til hende, og som lå i forlængelse af to-tre andre rækkehuse, som han havde købt til andre forgreninger af familien.

I de kommende uger og måneder skulle priser og hæder hagle ned over ham, han skulle vinde Champions League efter at have scoret sit holds eneste mål i den ordinære spilletid i finalen mod Chelsea, og hans mor skulle holde en fest for hele nabolaget, som jeg var inviteret til, men ikke deltog i.

Men den dag fortalte hans mor, Dolores, mig, at Cristiano havde lovet hende, at han en dag ville komme til at spille i Real Madrid. For hendes skyld og for hans egen skyld.

Dolores var fløjet efter Cristiano, da han som knægt var taget alene til fastlandet for at komme på ungdomsholdet i Sporting Lissabon, men var tæt på at bukke under for hjemve, og dengang havde han afgivet sit løfte. I sommeren 2009 skiftede han til Real Madrid.

Hjemme, hvor jeg kommer fra, står der en mindesten for Søren Kierkegaard, der i en længere dannelsesperiode besøgte Gilleleje. »Hvad er Sandhed andet end en Leven for en Idee«, står der på den.

For Cristiano Ronaldo er drømmen og løftet om Real Madrid den idé, der giver hans liv mening. Er han ikke drevet af personlig succes og andres dyrkelse af ham? Jo, men den ypperste forgudelse, den største personlige succes, kunne han opnå i og med Real Madrid.

Succes er Cristiano Ronaldos raison d'être, og ingen steder bliver den raison større end i Real Madrid. Så tillykke med det.