Stormløb mod himlen over Madrid: Kan Atlético bryde fodboldens tyngdelove?

Skylder fodbolden Atlético Madrid en Champions League-titel? Klubbens oprør mod den spanske ligas supermagter vækker sympati hos både »indignerede« og patrioter forud for lørdag aftens finale mod Real Madrid.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

BARCELONA: Forfatteren og klummeskribenten Manuel Jabois fortalte forleden i El País en anekdote af den illustrative slags, der virker lidt for god til at være sand, men er så meget desto bedre fundet på:

En gruppe venner er samlet til polterabend. De er alle Real Madrid-fans, og snakken falder naturligt på lørdagens Champions League-finale mod lokalrivalerne fra Atlético. Da den vordende brudgom tager ordet, taber resten af selskabet imidlertid bestikket.

»Jeg håber, at Atlético vinder. De har spillet godt og stabilt i flere sæsoner. »El Cholo« (klubbens træner, Diego Pablo Simeone. red.) formår at få det bedste frem i sine spillere. De har slået FC Barcelona og Bayern München ud undervejs i turneringen. Desuden var det urimeligt grusomt, da vi vandt over dem i den forlængede spilletid for to år siden. Fodbolden skylder Atlético en Champions League-titel,« forkynder han med selvopofrende idealisme.

Hertil spørger Jabois spydigt, om den giftefærdige ven mon også er klar til at afstå pladsen ved sin udkårnes side til en kammerat, blot fordi denne er en god mand med et hjertesår, der kunne fortjene noget kærlighed. Hvad vennen svarer, melder klummen ikke noget om. Men man har lov til at gætte, og moralen er naturligvis, at passion for et fodboldhold er og bør være lige så blind som kærlighed til en kvinde (eller mand) – hvis ikke en smule mere.

Svar på tiltale

Det interessante i denne sammenhæng er imidlertid argumenterne for at holde med Atlético, når det lørdag aften går løs på Milanos San Siro-stadion. For det er i høj grad dem, det har handlet om, siden det 5. maj stod klart, at sæsonens mest prestigefyldte fodboldkamp igen og for anden gang på blot tre år ville blive et madrilensk lokalopgør.

I første omgang fik den nationale stolthed naturligvis frit løb efter semifinalerne mod Manchester City og Bayern München. Det kan godt være, at engelske fans synger højere, og at kineserne m.fl. hellere vil se den mere åbne og velorganiserede Premier League. Og det er meget muligt, at holdene i Bundesligaen spiller for fulde huse, mens spanske stadioner ofte er halvtomme.

Men når det kommer til kontinentalt sølvtøj, har klubber fra La Liga siden 2000 vundet halvdelen af de i alt 32 pokaler mod englændernes fem samt tyskere og italieneres tre hver især.

Da de senere års bagstræberiske snak om spansk fodbolds deroute således havde fået svar på tiltale, begyndte debatten om det egentlige: Real vs. Atlético samt, på et andet plan, det altid betændte forhold til FC Barcelona og al den catalanske klubs væsen.

Det sidste kommer næppe bag på nogen, hvilket vi vender tilbage til. Men hvorfor har selv visse Real Madrid-fans i den grad fattet sympati for Atlético?

Occupy La Liga

Da de rødstribede i 2003 fyldte 100 år, skrev Spaniens alternative nationalskjald, Joaquín Sabina, en fødselsdagshymne med titlen »Som vi dog har lidt«. Dengang var Atlético endnu det evigt uheldige tredjehjul på de store spanske klubbers gig, der oven i købet nogle gange røg af og dumpede helt ned i 2. division.

Til gengæld kunne der skrives smukkere sange om den end Real Madrids magtfuldkomne sejrsmaskine og FC Barcelonas selvoptagede identitetsprojekt, hvilket altid har haft et publikum også uden for hovedstaden.

Men da Simeone i 2011 – nogle måneder efter, at Occupy-bevægelsen havde rystet spansk politik – overtog trænersædet, bredte oprøret sig til fodboldbanerne. Argentineren nægtede ligesom de »indignerede« at acceptere status quo. Nu var det slut med at være de smukke tabere og moralske vinderes klub. Atlético skulle, på samme måde som Podemos-lederen Pablo Iglegias formulerede sit nye partis projekt, »løbe storm mod himlen«, gå efter regeringsmagten.

De seneste fire års resultater – et spansk mesterskab, en pokal, en Europa League-titel og to Champions League-finaler – viser, at det er tæt på at lykkes. Mod alle odds og såvel sportslige som fodboldøkonomiske tyngdelove. Eksempelvis er Atléticos nuværende spillertrup målt i euro og cent kun godt halvt så meget værd som Real Madrids – 363 mio. mod 698 mio. ifølge Transfermarkt.

Succesen på banen er naturligvis hovedårsagen til, at Atlético gennem de seneste år også uden for Spanien har vundet terræn, hvad angår indtjening og fanskare. Men væksten handler også om, at klubbens værdier, de gamle såvel som nye, har bred appel i en brydningstid. Værdier som det verdensomspændende kommunikationsfirma Young & Rubicam Brands har defineret således:

»Atlético repræsenterer den energiske kampvilje, noget anderledes og autentisk, som er fascinerende og særligt. Samtidig vækker klubben sympati, fordi den virker tættere på almindelige mennesker, mere human og samtidig afspejler social ansvarlighed.«

Guerilla mod våbenløs hær

Det er den ene side af sagen. Den anden og næsten lige så vigtige årsag til, at et flertal af spanierne sandsynligvis holder med Atlético i finalen, har også politiske undertoner: De rødstribede har undervejs i turneringen elimineret både FC Barcelona og Pep Guardiolas Bayern München, hvilket er en patriotisk bedrift, som fortjener at blive belønnet.

Den catalanske klubs efterhånden mange­årige dominans i Europa, der oven i købet er baseret på en – efter nogles mening – fimset og frøkenagtig spillestil, har længe gået tilhængere af mere fysisk betonet fodbold på nerverne.

Intet sted er irritationen, i sagens natur, større end i Madrid, og den bliver ikke mindre af, at storhedstiden for Barça, der ifølge forfatteren Manuel Vázquez Montalbán er »Cataloniens symbolske og våbenløse hær«, falder sammen med forsøget på at løsrive den store og velhavende østlige region fra resten af Spanien.

Jublen i den madrilenske presse ville da heller ingen ende tage, da Messi & Co. i kvartfinalerne for anden gang på tre sæsoner løb tiki-taka-panden mod Simeones på én gang bastante og sofistikerede forsvarsmur bemandet med selvofrende guerillasoldater.

Men den var næsten endnu større, da argentineren efter en lignende taktisk opvisning et par uger senere desuden tog Pep Guardiolas skalp og sendte Bayern München ud af turneringen, samtidig med at Real Madrid eliminerede den catalanske træners nye klub, Manchester City.

Guardiola stod ikke blot i spidsen for FC Barcelona, da klubbens sejrsstime i 2009 for alvor tog fart. Han er også erklæret uafhængighedstilhænger og stillede ved det seneste regionalvalg op for den fælles løsrivelsesliste Junts per el Sí (sammen for et ja) på en symbolsk sidsteplads.

Og i Madrid var både sportsjournalister og politiske kommentatorer ved at brække sig af grin, da Bayern forleden under en afskedsceremoni for catalaneren valgte at spille »Y Viva España«.

Real Madrid skylder ikke noget

Men hvad med Real Madrid, vil fans af den hvide klub indvende. Har den tifoldige konge af Champions League helt mistet momentum i forhold til bysbørnene, både på madrilensk hjemmebane og hvad angår det nedarvede ærkefjendskab til FC Barcelona?

Nej, naturligvis ikke. Hvis det lykkes at vinde pokalen med de store ører for 11. gang, skal det nok blive fejret med manér. Cristiano Ronaldo vil igen blive udråbt som verdens bedste spiller og meget mere komplet end Messi, mens ingen vil gide høre om Atlético-stjerner som Antoine Griezmann eller Fernando Torres. Og Zinedine Zidane, der midt på sæsonen overtog et synkende Titanic fra Rafael Benítez, vil blive hyldet som den vanskelige trænerbranches nye vidunderbarn.

Ja, selv den forræderiske brudgom i Manuel Jabois’ klumme vil formentlig juble, når det kommer til stykket. For det kan, som forfatteren konstaterer, godt være, at såvel »fodbolden« som kampen for en bedre verden og Spaniens enhed skylder Atlético en Champions League-triumf:

Men el puto Real Madrid gør ikke!«