Chris Froome styrter før enkeltstart og udgår

Cykelløbet Critérium du Dauphiné er blevet en stor profil fattigere, efter at Chris Froome er udgået.

Chris Froome var en af de store favoritter til den samlede triumf i cykelløbet Critérium du Dauphiné, men den britiske cykelstjerne kommer ikke til at kæmpe med om sejren.

Briten er nemlig styrtet forud for 4. etape, der er en enkeltstart på 26,1 kilometer i området Roanne. Det meddeler britens hold, Team Ineos, på Twitter.

- Team Ineos kan bekræfte, at Chris Froome styrtede under forberedelsen til 4. etape af Critérium du Dauphiné i dag (onsdag, red.).

- Han er på vej til det lokale hospital og kommer ikke til start på 4. etape. Vi oplyser yderligere, når der er nyt, skriver holdet.

/ritzau/