Chelsea-keeper afviste managers ordre om udskiftning

Chelsea-keeperen Kepa Arrizabalaga nægtede at lade sig udskifte med Willy Caballero i Liga Cup-finalen.

Chelsea-manager Maurizio Sarri var rasende, da målmanden Kepa Arrizabalaga afviste at lade sig udskifte. Assistenten Gianfranco Zola kunne ikke hjælpe sin manager. Carl Recine/Ritzau Scanpix Fold sammen
Læs mere

Wembley. Den pressede Chelsea-manager Maurizio Sarri tabte ikke blot muligheden for en titel, da London-klubben tabte søndagens Liga Cup-finale til Manchester City.

Sarri tabte også en besynderlig magtkamp, da italieneren ville skifte målmanden Kepa Arrizabalaga ud med reserven Willy Caballero.

Det var et drama af de helt store på Wembley, hvor det var umuligt at skjule de uoverensstemmelser, der herskede på Chelsea-mandskabet.

Få minutter før slutfløjtet i den forlængede spilletid nægtede Kepa Arrizabalaga at føje sin manager, mens Caballero stod klar i flere minutter på sidelinjen.

Sarri var rasende og på vej ind i omklædningsrummet, inden han vendte retur til bænken.

Caballero måtte tage plads på bænken igen, og dermed blev Kepa Arrizabalaga på banen.

Der var ikke blevet scoret i de første 120 minutter af kampen, og så skulle det afgøres ved en straffesparkskonkurrence.

Her indkasserede Kepa Arrizabalaga fire mål, mens spanieren reddede et enkelt forsøg.

Chelsea brændte to forsøg, og så endte det hele med en sejr på 4-3 til City, som for andet år i træk og sjette gang i alt vandt Liga Cuppen.

Allerede inden kampen var der i engelske medier rygter om en forestående fyring af Sarri, og de rygter vil formentlig blot tage til i styrke nu.

Endnu har der ikke været nogle udmeldinger fra Chelsea efter Liga Cup-finalen.

/ritzau/