Bundesliga-klubber følger angiveligt Yussuf Poulsen

Yussuf Poulsen i aktion i de danske farver. Fold sammen
Læs mere

Borussia Mönchengladbach og Dortmund følger Yussuf Poulsen, der i denne sæson har nettet 10 gange for Leipzig i 2. Bundesliga. Det er den tyske avis Bild, der beretter om interessen.

Søndag skal Gladbachs sportsdirektør, Max Eberl, angiveligt have overværet kampen mellem Bochum og Leipzig med det ene formål at kigge nærmere på den 20-årige dansker. Når klubber sender sportsdirektøren i stedet for scouts, er det som regel, fordi den mener det seriøst.

Yussuf Poulsens agent, Søren Lerby, kalder interessen for 'naturlig'. Poulsen er en spiller, der både kan spille front- og kantangriber, og det gør ham attraktiv på markedet.

»Derudover er han ung og scorer en del mål, så selvfølgelig vil han være interessant for større klubber. Men der er ikke noget konkret på bordet. Lige nu tager vi den med ro og ser hen over sommeren, hvad der sker,« siger Søren Lerby.

Netop sommeren kan blive en vigtig årstid for Yussuf Poulsen. Det danske U21-landshold, som Poulsen har stor betydning for, skal spille EM i Tjekkiet i juni. Præsterer Yussuf Poulsen også her, kan det måske få klubber som Gladbach og Dortmund eller andre bejlere til at indlede egentlige forhandlinger.

Der skal dog en del nuller på checken, hvis Leipzig skal slippe sin offensive guldkalv. I efteråret satte træner Alexander Zorniger et prisskilt på minimum 75 millioner kroner på en af de mest glinsende varer på Leipzig-hylden.

I september kunne BT fortælle om interesse fra topklubber i Bundesligaen og England, og den generelle interesse er næppe blevet mindre af, at Yussuf Poulsen efterfølgende har fået debut på det danske A-landshold med en plads i startopstillingen i EM-kvalifikationskampen mod Albanien.

Yussuf Poulsens nuværende kontrakt med Leipzig udløber i juni 2017.