Bremen videre til gruppespillet

Werder Bremen vandt med Daniel Jensen på holdet 3-2 ude over Dinamo Zagreb og er dermed videre til Champions League-gruppespillet. Ajax er derimod ude.

Det blev aldrig sådan rigtigt farligt for Werder Bremen, da holdet på udebane mod Dinamo Zagreb skulle forsvare 2-1-sejren fra den første Champions League-kvalifikationskamp.

Allerede efter 13 minutter scorede Diego nemlig til 1-0 for tyskerne, og selv om Dinamo to gange fik udlignet, kom svaret hver gang prompte fra Bremen, der senest med Diegos andet mål til slutresultatet 3-2 tyve minutter før tid slukkede lyset for kroaterne.

Werder havde Daniel Jensen på banen hele kampen igennem, men lod holdets anden dansker Leon Andreasen sidde på bænken.

Ajax, der sidste år tabte samlet til FCK i den sidste kvalifikationsrunde inden gruppespillet, kommer heller ikke med i Champions League i denne sæson. Hollænderne tabte 1-2 på udebane mod Slavia Prag, og efter 0-1 i den første kamp må Amsterdam-holdet dermed endnu en gang tage til takke med en plads i UEFA Cuppen.

/ritzau/