Andy Murray melder igen afbud til Wimbledon-optaktskamp

Den skotske verdensetter har for anden gang på få dage meldt afbud til en testkamp på grund af en øm hofte.

Andy Murray har problemer før Wimbledon. Scanpix/Glyn Kirk/arkiv
Læs mere
Fold sammen

For anden gang inden for få dage har tennisstjernen Andy Murray meldt afbud til en opvisningskamp, få dage før Wimbledon begynder i London.

Ifølge Sky Sports kommer verdensetteren heller ikke i kamp fredag, hvor han efter planen skulle have spillet en opvisningskamp på The Hurlingham Club i London.

Årsagen er igen en øm hofte, der tirsdag fik ham til at trække sig fra en anden opvisningskamp samme sted.

»Desværre bliver jeg ikke klar til at spille på Hurlingham fredag.«

»Min hofte er stadig øm, og jeg bliver nødt til at hvile den i dag (torsdag, red.) og i morgen (fredag, red.),« siger Andy Murray ifølge Sky Sports.

Skotten er regerende mester ved grand slam-turneringen på græs, Wimbledon, i London.

I sidste uge tabte Andy Murray overraskende sin første kamp ved Aegon Championships i London.

Han fik dermed ikke den bedste optakt til Wimbledon, der begynder i næste uge.

Skotten har haft visse problemer i denne sæson, men for nylig nåede han trods alt frem til semifinalen ved grand slam-turneringen French Open, der bliver spillet på grus i Paris.

/ritzau/