»I think I can kill him, actually,« siger Christoffer Nørbjerg ind i headsettet.
Han kaster ildkugler efter modspillere i en fantasiverden med helte og dæmoner, slotte og guld. Der er næsten lydløst på ungkarleværelset i Aarhus med undtagelse af et utal af museklik, slurp fra kanten af kaffekoppen og skrevne tastaturkommandoer med en snilde og hast, der vil få enhver kontornusser til at flove sig.
Og det vil han leve af. Efter fire år på Aarhus Universitet har han forladt studierne for at prøve at blive professionel gamer.
Han spiller »DOTA 2«, der er et såkaldt MOBA-spil (Multiplayer Online Battle Arena), hvor man fem mod fem prøver at udslette hinandens base. Spillet kræver samarbejde, det kræver tid, og det kræver, at man er løsningsorienteret.
I sommer sidste år, var Christoffer Nørbjerg blevet så træt af sit IT-studie på Aarhus Universitet, at han ikke orkede mere. Han droppede ud, lige før han skulle skrive bachelor. Sideløbende havde han gamet i op mod fire timer om dagen. Han besluttede sig for, at nu skulle det være. Han ville følge sin drøm om en professionel »DOTA«-karriere kun med sin opsparing som hjælp.
Han ville give det et år - fra september til september.
»Det eneste, jeg fortryder, er, at jeg ikke startede før,« siger han.
Han droppede ud, men der gik tre måneder, før han fortalte det til sine forældre. Han ville først bevise over for sig selv, at han kunne ramme toppen af ranglisterne.
Der skulle tal på bordet. Han trænede og trænede og røg op på 5.800 MMR, som er det ranglistesystem, man bruger i »DOTA 2«. Kort fortalt vil det sige, at han er blandt de bedste 0,3 procent i verden. Så sagde han det til forældrene.
»Er du sindssyg, jeg var bekymret for at fortælle det. Jeg havde emotionelt brug for, at min familie støttede mig. Jeg var enormt bange for, at de – efter jeg havde bygget hele den her drøm op og arbejdet på den – ikke ville støtte mig. Jeg var bange for, at de ville modarbejde det, jeg ønskede,« siger han måneder inde i sin nye karriere.
Forældrene støtter ham – moralsk og økonomisk. Delvist fordi hans søster tidligere har haft en indbringende YouTube-kanal, og de vidste, at der er penge i det digitale, men også fordi de er kærlige, støttende forældre, som han siger.
Mange forældre har ikke samme erfaring i computerspil som unge, og det kan skabe konflikter mellem dem. Det mener ekspert i computerspil og lektor ved Institut for Medier, Erkendelse og Formidling på Købehavns Universitet Anne Mette Thorhauge.
»Den primære konflikt mellem forældre og børn er, at computerspillene i nogle forældres øjne er en årsag til, at børnene forsømmer skolen eller socialt samvær. Men det skyldes en manglende forståelse for, at det at gøre det godt i computerspil er en legitim ambition på linje med at blive en dygtig fodboldspiller.«
E-sport er brandvarmt for tiden. Hvor folk som danske Johan Sundstein for nylig vandt en milliongevinst med sit hold til en »DOTA«-turnering, og hvor FCK sammen med Nordisk Film har holdet North, der konkurrerer i »Counter-Strike (CSGO)«. Et andet »Counter Strike«-hold, danske Astralis, er netop blevet sponsoreret af Audi. Og verdensmesteren i fodboldspillet »FIFA« er dansk og hedder Mohamad Al-Bacha.
Der er masser af penge i e-sport og ikke mindst »DOTA«. Ifølge Dota2.com egens overvågningsside er der i skrivende stund 779.574 spillere online. Og 13.460.892 millioner unikke brugere bare i løbet af den seneste måned.
Og til en af de mest anerkendte turneringer i »DOTA« 2 i 2016 – The International – var gevinsten til de vindende hold på 20.770.460 dollar.
Men de store tal gælder de bedste af de bedste. Bagved er der en stor masse, som prøver at kæmpe sig til tops, og som, selvom de på ranglisterne ligger i toppen, ikke engang har mindre sponsorer.
For Christoffer Nørbjerg startede det mere eller mindre ligesom de knægte, der render rundt på boldbanerne i danske byer og sparker til fodbolde. Som en hobby.
Nørbjerg var den fyr i gruppen, der blev så god, at han ville leve hobbyen fuldt ud.
Den ene måde at få kontrakt på er at klatre så højt op ad rangstien, at de professionelle hold ikke kan komme uden om ham. Den anden er at skabe et nyt hold med ligesindede og ligeværdige spillere, og han leder efter dem nonstop på fora som reddit.com eller joindota.com.
Ved siden af spilleriet skriver Christoffer Nørbjerg guides og artikler om »DOTA« til spilmagasinet liquiddota.com og får »beløb i småtingsafdelingen.«
»For mig er det ikke anderledes end at tage et sabbatår, hvor jeg tager ud og rejser. Det er et år af mit liv. Det er selvfølgelig en superlang jobansøgning, og det er ikke sikkert, jeg får succes med »DOTA 2« rent professionelt. Det er en chance, jeg tager,« siger han.
Morten Skovgaard er spilekspert, computerspilsskribent gennem 20 år og tidligere chefredaktør for spilmagasinet Gameplay.
Ifølge ham begyndte e-sporten i Sydkorea. Her havde man træningslejre, hvor deltagerne øvede sig i lillefingerklik på musen for at blive hurtigere. Det var her, man professionaliserede e-sport i 00erne, og siden rykkede det mod Vesten.
»Det er et sindssygt svært marked at komme ind på som gamer. Man skal huske på, at der er rigtig mange, der spiller, og ud af dem er der en lille brøkdel, der får en kontrakt. Det svarer nok meget godt til at være fodboldspiller i 1. division i Danmark og pludselig spille for Barcelona. Det kræver jo, at man skal opdages og sælges. Men der kommer for tiden flere og flere talentspejdere, der kigger kampe for at finde nye gamere til de professionelle hold.«
Jordi Roig er på vej til Atlanta, USA, for at deltage i en turnering. Han er CCO for RSRCH Entertainment, der blandt andet promoverer og scouter talenter inden for skydespillet »Counter Strike«, og som ejer holdet Astralis.
For Roig er computerspil lig business.
»I dag skal man være sikker på, at de spillere, man finder, giver afkast. Vi skal være sikre på, at de spillere, vi henter, kan præstere, når det gælder. Derfor bruger vi blandt andet scouts, der kigger kampe. Det er en udvikling, der er sket, i takt med at der kommet flere penge i sporten,« siger han.
Ifølge firmaet SuperData Research, der undersøger, hvad der rører sig inden for de digitale spilmarkeder, tjener »DOTA 2« 18 millioner dollar om måneden til moderfirmaet, Valve. Det mest populære spil i samme genre - »League of Legends« - tjener det tilsvarende på fem dage.
Anne Mette Thorhauge forklarer, at de mange penge, som e-sport er begyndt at omsætte, hænger sammen med, at computerspil i dag i højere grad er for den brede befolkning.
»Jeg ved ikke, om det nogensinde kommer til at nyde samme eksponering som eksempelvis fodbold. Men der er to ting, der er sket på computerspilsområdet. Den første er Twitch.tv. (hjemmeside, der streamer e-sport, red.) Den tydeliggør, i hvor høj grad computerspil er en publikumssport. Og derfor er sporten blevet interessant for annoncører og sponsorer. I forlængelse deraf er en række sportsklubber begyndt at få øjnene op for, at det her er et forretningsområde. Computerspil har i lang tid haft en subkulturel status, og e-sport er først for nylig begyndt at vinde frem som forretningsområde. På den måde er det hele ved at ændre sig,« siger hun.
I skrivende stund er »DOTA 2« det femtemest viste spil på Twitch.tv med 53.610 seere.
I dag bruger Christoffer Nørbjerg mindst otte timer om dagen på at spille »DOTA«. Han vil det. Han lever – selvom han hverken har sponsorer eller får løn – som de professionelle. Han står op ved titiden og kigger selvkritisk gårsdagens kampe igennem. Det er vigtigt at rykke sig hele tiden. Alt efter hvordan det gik dagen før, går han i gang med at spille nye kampe efter en halv til to timers selvransagelse.
»Det er ikke længere sjovt at spille. Det er sjovt at vinde,« siger han.
Han kæmper endnu en kamp med fire fremmede holdkammerater færdig. Han er som spiller en af dem, der tager imod de første slag, så de andre kan komme til. En slags vandbærer.
»Just chill,« kommanderer han roligt til en af sine medspillere. Så bryder helvede løs.
»Det kan da godt være, der kommer en eller anden eksistentiel krise, hvis det ikke går, men jeg er meget en »en dag ad gangen«-typen. Jeg må tage et job som skraldemand og finde ud af, hvad jeg så vil med mit liv, hvis jeg ikke klarer den. Men for mig er det her en slags personlig udvikling. Jeg kan godt lide at spille spil, hvor det gør lidt ondt, når man taber, for så er gevinsten tilsvarende stor, når man vinder. Man kommer videre i sin udvikling,« siger han, før de vinder computerslaget.
»Det kan da godt være, at min fremtid ser sortere ud om et år rent økonomisk og uddannelsesmæssigt. Men hvis det ikke lykkes, kan jeg da i det mindste sige, at jeg prøvede.«
