Hollywood fylder ikke meget på listen. Her er årets bedste udenlandske film

AOK
Skærm

Der er overraskende få amerikanske film blandt årets bedste titler. Til gengæld er resten af verden vild og forunderlig og fuld af gode historier, som giver mening – og som ikke gør.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

1

»Titane«

Hvad handler »Titane« egentlig om? Jeg tænkte over det flere gange, mens jeg så filmen. Og flere gange bagefter. Jeg har ikke rigtig fundet svaret.

Først og fremmest er årets guldpalmevinder en chokerende oplevelse.

Som barn slår hovedpersonen Alexia sit hoved og får indopereret en titaniumplade. Senere møder vi hende som stripper i en klub, hvor den erotiske dans foregår på blankpolerede testosteronbiler. Alexia er på ingen måde sympatisk, faktisk bliver hun stadig mere voldelig og alligevel er der en ømhed i portrættet af hende, som man ikke helt kan slippe.

Jeg har ikke lyst til at forklare, hvad »Titane« handler om. Men jeg vil anbefale alle at se den. Måske især hvis de er klar på et vildt ridt gennem kønsroller, maskinpower og ultravold.

Filmen er i øvrigt instrueret af Julia Ducournau, der dermed er den anden kvindelige instruktør, der har vundet Den Gyldne Palme i Cannes-filmfestivalens 74-årige historie.

Læs anmeldelsen her.

2

»Que Vadis, Aida«

Det siger næsten sig selv, men »Que Vadis, Aida« er ikke en film, man ser, når stemningen skal være hyggelig og varm. Det er til gengæld en komplet uafrystelig dramatisering af serbernes nedslagtning af cirka 80.000 drenge og mænd i Srebrenica i 1995.

Hovedpersonen Aida er bosnisk FN-folk, der skal tolke mellem de lokale bosniske muslimer – blandt andet sin egen familie – og de hollandske FN-soldater, da den serbiske hær indtager byen. Hun er også en af de første, der gennemskuer, at den serbiske general ikke nødvendigvis taler sandt, når han tilbyder at evakuere lokalbefolkningen, uden at der sker dem noget.

»Que Vadis, Aida« er en film, der vælger at lade de værste ting ske uden for kameraets øje, hvilket næsten kun forstærker effekten. Det er en vigtig film, fordi den minder os om, hvor modbydelige, vi kan være mod hinanden og hvor meget, vi kan overkomme.

Læs anmeldelsen her.

3

»The Power of the Dog«

En western, der kombinerer gys, queer-tematikker og Benedict Cumberbatch. Jane Campions »The Power of the Dog« har virkelig mange ting kørende for sig.

Cumberbatch er frygtelig, indædt og ondsindet som den aldrende machocowboy Phil, der hader og undertrykker alle sine nærmeste, måske især broderens stedsøn, Peter, der laver collager og papirblomster.

Det er portræt af to typer af maskulinitet, der støder sammen – med en slutning så overraskende, at man får lyst til at se den igen.

Læs anmeldelsen her.

4

»Nomadland«

Fordi »Nomadland« fik en oscarpris tidligere på året, virker den allerede som gamle nyheder. Men Chloé Zhaos moderne western var faktisk blandt 2021s bedste film.

Frances McDormand spiller Fern, der både mister sit arbejde, sin mand og sit postnummer. I stedet flytter hun ud i sin varevogn og kører landet rundt efter forefaldende arbejde, sådan som mange virkelige amerikanere har været tvunget til at gøre de senere år.

»Nomadland« er ikke bare en kritik af disse forhold, men i lige så høj grad en hyldest til den menneskelige overlevelsesevne, der gør, at vi kan klare næsten alt. Især hvis vi er sammen med andre.

Læs anmeldelsen her.

5

»Sommeren 85«

Den 54 årige instruktør François Ozon ligger ikke på den lade side. I 2021 stod han bag to spillefilm: Et drama om aktiv dødshjælp med titlen »Det gik godt«, samt »Sommeren 85«, der er en vidunderlig film.

I filmens første scene sidder Alexis – der kalder sig Alex – på politistationen bevogtet af en betjent. Noget er sket, og vi forstår snart, at det handler om døden, men også om kærligheden.

Mere fransk kan det næsten ikke blive. »Sommeren 85« er et morbidt, hjerteskærende, sjovt og sært kærlighedsdrama af den slags, man sent glemmer. Altså ganske nøje som at være seksten somre gammel.

Læs hele anmeldelsen her.

6

»Persiske Lektioner«

74 år efter at freden blev indgået, er Anden Verdenskrig stadig i gang på det store lærred. Ifølge onlineleksikonet Wikipedia er der kommet mere end 1.300 film om den store krig – og tendensen fortsætter.

I 2021 kom der endnu en bølge og her fandt man »Persiske Lektioner«, lavet af Vadim Perelman, der tidligere gjorde sig bemærket med »House of Sand and Fog« (2003).

Det må være næsten umuligt at finde et nyt greb til en film om Anden Verdenskrig, men det lykkes for Perelman, der forsøger at skildre naziofficeren som et menneske.

Det kan lyde som en banalisering af ondskaben, men det ender i stedet som et stærkt indblik i den ondskab, vi alle har i os, og så den specielle umenneskeliggørelse, som nazister udøvede.

Læs hele anmeldelsen her.

7

»Kammerater«

Verdens gang foregår hele tiden og nogen gange kan det være interessant at se tilbage for at forstå det, inden historien gentager sig. I den forbindelse er det tankevækkende at se den sort/hvide film »Kammerater«, der genfortæller massakren på demonstranter i byen Novocherkassk i 1962.

I filmens centrum står partisoldaten Ludmilla (Julia Vysotskaya), der er mor til en progressiv datter, som deltager i arbejderoptøjer på den lokale fabrik. Kommunistpartiet slår hårdt ned på demonstranterne, indhenter tavshedserklæringer og lægger ny asfalt, så blodet ikke kan bevidne hændelsen.

For Ludmilla betyder episoden en splittelse mellem hendes tro på det kommunistiske projekt og hendes længsel efter de gode gamle Stalin-dage, hvor alle vidste, hvem der var gode, og hvem der var onde.

Læs anmeldelsen her.

8

»Der findes ingen ondskab«

En familiefar kører bil, taler i mobil, hyggeskændes med konen og forkæler sin datter med pizza og is. Først sent forstår man, hvilken rolle han spiller i fængselssystemet. Sådan lyder en af de fire historier, der fortælles i »Der findes ikke ondskab« – en film af den type, som ethvert diktatur vil hade.

Filmen angriber Irans udstrakte brug af dødsstraf (verdens højeste antal henrettelser næstefter Kina), men gør det med fortællinger, der lader os komme helt tæt på. Resultatet er et uafrysteligt humanistisk opråb skabt af en meget modig kunstner, instruktøren Mohammad Rasoulof, der vandt sidste års hovedpræmie ved filmfestivalen i Berlin  – og et års fængsel i Iran for »propaganda mod systemet«. At færdiggøre en spillefilm på sådanne vilkår er en præstation i sig selv.

Læs hele anmeldelsen her.