Superstar i dystre, spektakulære rammer falder ikke helt i hak

Elisabeth Linton fokuserer i sin version af rockoperaen på menneskets ensomhed i en verden fyldt med angst og vold. Foto: Rumle Skafte
Læs mere
Fold sammen

Tim Rice og Andrew Lloyd Webbers rockopera om menneskelig tvivl personificeret i dynamikken mellem den oprørske Judas og den kærlighedssøgende Jesus vakte både opsigt og forargelse tilbage i 1970.

Selv om vi atter har fokus på religioners betydning i samfundet, er der nok næppe fare for, at opsætningen på Aarhus Teater udløser en ny blasfemidebat.

Jesu lidelseshistorie er dog i sig selv stadig godt fortællestof. Elisabeth Linton sætter i sin version fokus på den menneskelige ensomhed i et angstfyldt og voldeligt univers, der uden at trække firkantede paralleller kan minde om vor tids usikkerhed.

Visuelt danner Palle Steen Christensens monumentale, stejle og sorte kravlescenografi, hvorfra Pilatus højt hævet betragter pøblens myldren, et farefuldt rum, der understøttes af Jens Hellemanns musikalske arrangementer, som via alternativ orkestrering nuanceret giver originalmusikken flere facetter og udfordrer de mere melodiske numre med især spinkle og dybe fløjtepartier.

Den stejle scenografi er visuelt fremragende, men udnyttes ikke helhjertet, ligesom de mange flyveseler kombineret med gumpetung kravlen på væggene gør det svært at holde fokus på historien. Der er langt til Romeo og Julies forelskede svæven på Det Kongelige Teater i forrige sæson.

Og dog. Efter den noget tunge, historieintroducerende første akt øges tempo og intensitet efter pausen, og scenografien kommer til sin fulde ret med Jacob Madsens Kvols fabelagtige Pilatus som magtens edderkop behændigt balancerende vandret ud i rummet, og overskudsorkanen Mathias Flint der gyldent glidende ned fra himlen giver en helt vidunderlig sardonisk svingende Herodes.

Kvols og Flint flytter med en autoritativ kombination af stemme og spil forestillingen op i et andet gear og understreger dermed – sammen med andre fine præstationer af bl.a. Thomas Christian Sigh (Kajfas), Jens Gotthelf (Simon) og Michael Lundbye Slebsager (Peter) – den generelle oplevelse af, at bifigurerne spiller i en anden tone end hovedkaraktererne.

Det kan der jo være en pointe i, da dualiteten Jesus-Judas er de tvivlende, de søgende, mens deres omgivelser er låst af enten magt eller afmagt. Desværre kommer de sammen med Cecilie Stenspils blide, fine Maria til at hænge lidt i et ingenmandsland mellem grimhedens æstetik og inderlig renhed.

At mennesket som oftest indeholder begge dele, er selve krumtappen i »Jesus Christ Superstar«, men i denne iscenesættelse bliver dualiteten ikke frugtbar, men fremstår mere som en plade, der ikke vil falde i hak.

Simon Matthew synger stærkt og har egentlig godt fat i det martrede og desperate i Jesus-figuren, men der mangler noget dynamik, der kan løfte ham op fra den kropslige bromance-attitude.

Værst er dog iscenesættelsen af Mikkel Kastrup-Mathews Judas, der vegt og uden kropssprog hænger stift i hjørnerne, mens han synger i en skærende hårdrocktone, der står i diametral modsætning til hans fremtoning, og som bidrager med absolut intet til den komplekse karakter, der jo gemmer sig i Judas, forestillingens omdrejningspunkt og katalysator for Jesus’ Via Dolorosa.

Den aarhusianske version af »Jesus Christ Superstar« har et ambitiøst afsæt i operaens visuelle og musikalske formsprog, og selv om den ikke når helt i land med at få integreret de enkelte elementer, er den bestemt værd at se.

Jesus Christ Superstar

Oversættelse: Kenneth Thordal. Instruktør: Elisabeth Linton. Musikalsk arrangør: Jens Hellemann. Scenograf: Palle Steen Christensen. Koreograf: Signe Fabricius. Aarhus Teater. Til 3. juni.