Stravinskij-ballet i nye klæder

Palle Granhøj har nytolket Stravinskij-balletten »Petrushka« med fire skønne dansere og en fremragende pianist på scenen.

Ballerinaen (Sofia Pintzou) og Charlatan (Mikolaj Karczewski). Foto: Mads Møller Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Stravinskijs komplekse musik er stærkt i fokus i Palle Granhøjs nye forestilling, »Petrushka – Extended«.

For ligesom i Granhøj Dans’ seneste værk, »Rose: Rite of Spring – Extended 2«, bliver musikken spillet live i klaverudgave af den fremragende unge russiske pianist Maria Eshpai, der igen er et fortryllende musikalsk kraftcenter ved et flygel på scenen.

Som titlen antyder, har Palle Granhøj også denne gang fået tilladelse til at indlægge pauser i partituret, så musikken bliver udstrakt til en times varighed. Og det giver dramatisk god mening.

Maria Eshpai har nemlig ikke kun rollen som pianist i forestillingen. Hun træder også i karakter som kæreste til figuren Charlatan, der ligesom i Fokins og Stravinskijs oprindelige dansedrama fra 1911 hersker over Petrushka, Ballerinaen og Maureren.

Men hos Palle Granhøj er det ikke tre dukker, der bliver levende, men dansere, der bliver til dukker, og vi er fjernt fra farverig russisk folklore.

Instruktør og tre dansere i et studie

For vi er i et dansestudie, hvor tre dansere i moderne træningstøj er ved at indstudere rollerne som Petrushka, Ballerinaen og Moren.

Det sker under styring af den vildt dynamiske og temperamentsfulde instruktør, Mr. Charlatan, alias den herlige ekspressive polske danser Mikolaj Karczewski. Og i »Petrushka – Extended« bliver den flirtende og bedrageriske Charlatan faktisk hovedperson frem for Petrushka.

Den virtuose, højtspringende ungarske danser László Fülöp formår ellers glimrende at transformere sig til en kuet, leddeløs og duknakket Petrushka.

Som Ballerinaen, der forblænder mændene og kysser med Charlatan, mikser den skønne, smidige græske Sofia Pinttzou smukt balletattituder med moderne dans, og som Maureren folder skotske Bill Eldrige sig både stovt og sjovt ud i store kraftfulde bevægelser og frække hoftevrid.

Alle medvirkende taler på deres eget sprog. Hele tiden går de ud og ind af deres roller, og der er både i bogstaveligste forstand og overført betydning tale om maskespil, når de iklæder sig hvide masker.

En pointe i forestillingen er bl.a. Charlatans manglende evne til at hitte ud af, om det er danseren, rollen eller måske begge dele, han er forelsket i.

Granhøj vil lige lovlig meget, bl.a. når han til slut, ligesom i tidligere forestillinger, introducerer videoprojektioner på dansernes kroppe. Men det ændrer ikke ved, at »Petrushka – Extended« er en herlig, veldanset og musikalsk forestilling.

Hvad: »Petrushka – Extended«.

Hvem: Granhøj Dans. Skabt af Palle Granhøj og de medvirkende.

Hvor: Teaterøen, København til 19. april samt 3.-5. juni. Klosterport, Aarhus 21.-30. april.