Dukkerne er næsten mere levende end skuespillerne i Bådteatrets »De fire ryttere«, der er en løst monteret collage af tekst, musikalske lydspor og billeder om alkoholismens sus og farer. De mandsstore dukker med de hærgede ansigter, de ludende kroppe, den grå hud og de indfaldne øjne griber om flaskerne og tømmer dem i glubske drag. Sitrer af lettelse, når alkoholen strømmer gennem årerne. Søger trøst i hinandens skød. Snaver uhæmmet i beruset overstadighed. Svigter spædbørnene, som skubbes væk. Mens de dygtige dukkespillere Karen Monrad og Rolf Søborg Hansen som diskrete kustoder fører deres bevægelser, trænger disse skikkelser sig på som uhyre livagtige drømmesyner i en række potente billeder, fint orkestreret af iscenesætteren Rolf Heim. På en gang rystende virkelighedstro og så alligevel på afstand - også fordi det meste af forestillingen fascinerende opleves gennem udspændt, ultratyndt stof. Var der nogen, der sagde sløret blik?
Animationsteatret lever og har det godt på Bådteatret, som i denne sæson har viet scenen til temaet alkoholisme. Dramatikeren Gerz Feigenberg bygger sin sporadiske tekst på egne, dyrekøbte erfaringer. Det mærkes. Der er sangvinsk fryd i en vild sommerfests gyldne glemsel, men også stor, konfronterende smerte i et par tekstbidder, hvor vi kommer helt ned i ydmygelsens bræk. Og der er en hyperfølsom kompleksitet på spil, når en datter vækker sin sprutsovende far, mens dåseøllen svæver som et spøgelse mellem dem, dels forsøger at få ham indlagt til afvænning, dels beder ham forlade den barnedåb, han omtrent har ødelagt. Ole Westh-Madsen er rigtig god som den svage sjæl med splinten i øjet, og Laura Müller tager sig loyalt af den mere utaknemmelige rolle som den velmenende, magtesløse pårørende. Man kunne næsten have ønsket, at Feigenberg havde foldet de betagende sortsyner ud i et større format. Man aner, at der er langt flere procenter i disse blå mærker af erfaringer, end den lille forestilling når at få udfyldt i sin korte, abrupte form.
