Efterklangen fra Roger Waters’ forrygende opførelse af »The Wall« havde knap nok lagt sig, da Queens of the Stone Age entrede et udsolgt Store Vega 24 timer senere for ligeledes at opføre et helt værk, nemlig de amerikanske ørkenrockeres selvbetitlede debutalbum fra 1998.
Som faktisk har det til fælles med »The Wall«, nemlig at det ikke rummer bandets bedste sange i kataloget.
Det kunne man nu ikke mærke på frontmand og nøglefigur Josh Homme, da han søndag aften slog sine første strenge an til åbningsriffet foran et forventningsfuldt publikum.
De var kommet for at få en aften, som både kunne og burde have været reserveret til den forestående Roskilde Festival. Og følgelig blev der sunget med og spillet luftguitar og trommer, så det var en fryd.
Queens of the Stone Age er heavy metal uden at være det, stenerrock uden at være det, bluesrock uden at være det, syrerockere og garagerockere. Uden at være det. De er det hele og så alligevel ikke. Mestendels er de bare cool, tometermanden Josh Homme især. Hvilken karisma. Musikalsk leverede de varen på en time, hverken mere eller mindre.
Man savnede lidt af den bund og de nuancer, der har præget gruppens senere skiver. Og nogle af de fremragende melodier, der har båret mange af de buldrende rocksange, der til tider nærmest virkede for monstrøse til de smukke men fysisk begrænsede rammer. Men i sandhedens time var liveversionerne faktisk bedre end pladens. Da det det hele var slut, greb Homme mikrofonen: »O.K., nu er der frit slag. Hvad vil I høre? Vi er jeres.«
Ønskerne væltede derefter ind over scenen, og de fem, sortklædte amerikanere med hang til vodka og cigaretter kvitterede med beslutsomhed og fik turneret det således, at ekstranumrene rent genremæssigt kom rundt i de fleste hjørner af bandets formåen. Det gav et skub til stemningen i salen, lige som fembanden selv spillede mere løst og kantet.
En herlig aften.
