»Mit mål er at være nogens favoritband«

Josh Homme har med Queens Of The Stone Age skabt et af det nye årtusindes mest sejlivede navne inden for den hårde rock. Men i 2010 var en infektion ved at tage livet af den knap to meter høje rødtop. »Det bedste, der nogensinde er sket for mig,« fortæller han inden fredagens koncert i Forum.

Da Josh Homme efter sin krise satte sig med guitaren igen, gik det i begyndelsen ud på ikke at tænke for meget over kvaliteten af det, som kom ud, men bare arbejde igennem. Foto: PR Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

»Hvad fanden glor du på?« Josh Homme var rasende. Frustreret langt ind i knoglerne. Udbruddet var rettet mod hans guitar, der stod og gloede bebrejdende på ham i hjørnet. Den seksstrengede og i bredere forstand musikken, der ellers havde været hans elsker, muse og levebrød gennem det meste af hans knap 40-årige liv, var blevet hans fjende og dårlige samvittighed.

»Bare det at kigge på mine guitarer gjorde mig vred,« fortæller han om de to forfærdelige år, det tog ham at finde tilbage til musikken efter følgerne af en nær fatal knæoperation tilbage i 2010.

»Jeg havde lyst til at smadre dem. I stedet lod jeg dem bare være. Jeg var slet ikke klar til at spille. Jeg fortjente det ikke. Musik er min religion, og jeg mener, at man skal knæle og være ydmyg foran rockens alter. Det ville være en skam at gøre det her i så mange år og så pludselig bare tage musikken for givet og opføre sig som om, den ikke var mere værd.«

Året før havde Homme været på operationsbordet med sit knæ. Men det, der egentlig blot skulle have været et rutineindgreb, udviklede sig dramatisk. Først blev Homme kvalt i de iltslanger, der var ført ned gennem hans hals, og var teknisk set død et øjeblik. Lægerne fik ham dog genoplivet. Men samtidig reddede han sig en slem infektion med stafylokokker, der efterlod ham sengeliggende i de næste fire måneder. Oplevelsen sendte Homme ind i sit livs krise.

»Der må godt være lidt blod i vandet«

»Jeg var syg, smitsom og befandt mig et virkelig dårligt sted. Hvis jeg var en by, blev jeg brændt ned til grunden. Men det var samtidig den bedste ting, der nogensinde er hændt mig. Sygdommen gav mig muligheden for at ændre kurs og få et nyt syn på tilværelsen. Jeg har ikke noget imod at ramme bunden og begå fejl. Der må gerne være lidt blod i vandet. Det bliver nødt til at være dårligt, før det kan blive godt,« fortæller han.

Og en hård tid var det for den rødhårede hårdrocker, der året forinden havde haft travlt med supergruppen Them Crooked Vultures sammen med vennerne Dave Grohl (Foo Fighters) og John Paul Jones (Led Zeppelin). For inden han kom ud på den anden side og i år kunne udgive plade nummer seks med Queens Of The Stone Age, var han helt nede at vende, også mentalt.

»Det var som separate floder, der havde løbet gennem mig i årevis, som pludselig mødtes. Jeg er 40 år gammel. Du kan kalde det en midtlivskrise. Du kan kalde det en fysisk krise. Du kan kalde det en eksistentiel krise. Intet af det betyder noget, for dér var jeg. Det er bare at give det et navn,« fortæller han.

Det var i den periode, at Homme så sig sur på sine ellers elskede guitarer. Dér stod de som en fysisk manifestation af alt det, han ikke magtede. Og det værste af det hele var, at han godt vidste, at den eneste måde, han kunne få det bedre på, var ved at samle dem op og komme ind i kampen igen.

Jeg vil gerne røre Gud«

»Musik er en meget selvcentreret ting for mig, og på det tidspunkt havde jeg ikke lyst til at være i nærheden af mig selv. De to ting rimede dårligt, så det tog noget tid. Musik er blevet mere og mere personligt for mig med årene. Jeg har indset, at jo mere sårbar jeg er, desto bedre bliver musikken. Jeg går ikke i kirke, men jeg vil gerne røre Gud. Jeg vil gerne føle »det der«. Og musik er den ting, der mere end noget andet kan bringe mig tættere på noget knapt så … jordbundent.«

Alligevel skulle der gentagne opfordringer fra både bandmedlemmer og hans musikerkone Brody Dale til, før Homme satte sig med guitaren igen. Til at starte med gik øvelsen ud på ikke at tænke for meget over kvaliteten af det, der kom ud. Om at lade være med at dømme tingene ude på forhånd og i stedet bare arbejde igennem.

»Langsomt begyndte sangene at komme frem. Og med dem kom gnisten. Det var mørke og personlige sange. Men det var vores sange.«

Sangene udmøntede sig i form af dette års comebackalbum »… Like Clockwork«. Det flabede greb om den riff-tunge rock er intakt. Men som lytter fornemmer man også, at en ny seriøsitet har indfundet sig i det tidligere så ironiske udtryk, som Queens Of The Stone Age har været kendt for på tidlige signatursange som »Feel Good Hit Of The Summer«. I de første mange år af gruppens efterhånden syttenårige levetid handlede det for Homme da også meget om at udstille og gøre nar af mange af den hårde rocks indgroede klicheer. Men sådan er det ikke længere.

»Når man er ung, forsøger man at indhente sine inspirationskilder. Man reagerer på det eksisterende og stiller sig i opposition. Men som årene går, får man efterhånden dræbt den drage. I dag føles musikken ikke så reaktionær i forhold til, hvad der ellers foregår. Det føles mere som en verden i sig selv – som et sted , hvor jeg skal forklare mig selv. Det handler mere om at udfolde mine egne dæmoner i stedet for at forsøge at dræbe andres.«

»Jeg vil hellere være respekteret end stor«

I dag er Homme og hans band blevet en del af rockens elite. Et af de helt store navne i en rockverden med færre og færre af dem.

»Rockmusikkens position har helt klart ændret sig siden jeg startede. Den har ikke den samme betydning for helt så mange mennesker. Men mit mål er ikke at være U2 og spille på store stadioner. Mit mål er at være nogens favoritband. Og måske inspirere nogen til at starte deres eget band. Jeg vil hellere være respekteret end stor.«

Læs Michael Charles Gaunts anmeldelse af koncerten lørdag på b.dk