»Nogen vil komme« hed det skuespil, som i 1998 indledte den norske dramatiker Jon Fosses samarbejde med dansk teater. Allerede året efter kom »Mor og barn« op, og siden har han været spillet utallige gange. Vi kender snart hans teknik: replikkerne gentages og gentages, varieres en anelse og gentages så igen. Og imellem ordene er der pauser, lange pauser, ladede pauser.
I hans bedste tekster vokser anelserne ud som et kæmpedrama mellem overfladeordenes stiplede linier. I de dårligste - hvortil Mungo Parks »Besøg« hører - opstår der ingen spænding mellem, hvad der siges, og hvad der ikke siges.
I den trænede Fosse-instruktør Solveig Weinkouffs iscenesættelse - hun stod også bag »Mor og barn« og »Vinter« - rumsterer der en lille historie om en midaldrende kvinde, Sonja Oppenhagen, og hendes nye elsker, Ulver Skuli Abildgaard, som måske - måske ikke - har forgrebet sig på hendes 18-19 årige datter.
Datteren, Anne O. Pagh, kommunikerer næsten kun ved hjælp af enstavelses-sætninger. Og hendes bror, Søren Byder, som mener at være på sporet af en forbrydelse, kan ikke få sig selv til at stille de relevante spørgsmål, da han endelig er alene med moderens elsker. Teksten, der synes at være et opkog af netop »Nogen vil komme« og »Mor og barn«, kredser således om en forbrydelse, et svigt eller måske man skal kalde det »ældre mænds fatale tiltrækning af yngre kvinder«, men hverken afklaringen af forholdet eller den nagende tvivl, endsige mandens forsvar, udgør noget egentligt drama i Sisse Jørgensens diskrete stuescenografi.
Sideløbende med denne investigatoriske fortælling løber beretningen om, hvorfor datteren har trukket sig så meget ind i sig selv. Hvad har hun oplevet i sin barndom? Hvorfor vil ingen komme til hendes fødselsdag? Spørgsmålene er mange, men Jon Fosse fortæller ikke meget. Og iscenesættelsens realistiske tone desinficerer, hvad der måtte ligge af uudsagt materiale under overfladen.
Noget vil tydeligvis siges i »Besøg«. Men Jon Fosse har i denne omgang ikke kunnet præcisere, hvad det er.
