Er der en klassiker, som er helt rigtig til tiden, så må det være Ludvig Holbergs »Den politiske kandestøber«.
Hvad er det, Holbergs stykke fra 1722 handler om? Det er komedien med den velkendte morale om, at »et er et søkort at forstå, et andet skib at føre«. Historien om håndværkeren Herman von Bremen, der bilder sig ind, at han har forstand på at styre hele byen, men som af magthaverne narres til at tro, at han er borgmester. Og så går det naturligvis grueligt galt, for én ting er at udbrede sig om politik, noget andet er rent faktisk have ansvaret for at føre sine beslutninger ud i livet.
Minder det os om noget, vi kender? Kåringen af den gode kandestøber til borgmester er i hvert fald på Folketeatret iscenesat som noget, der minder om et amerikansk partikonvent. Og skellet mellem elite og de brede massser, der vil til fadet, noget, vi kender fra vore egen kyster, er også det, dramatikeren Thor Bjørn Krebs lægger vægt på i sin gennemskrivning af Holbergs gamle tekst.
Det hele sættes i gang af Sonja Oppenhagens og Jesper Riefenstahls rådsmedlemmer, som - velsagtens i et forsøg på at dele sol og vind lige mellem selvtilstrækkelig magtelite og den befolkning, der ikke længere vil finde sig i at blive dukket og negligeret - er udstyret med en net lille korruptionsskandale og velkendte formuleringer om gulvtæpper og om, »der er ikke noget at komme efter«. Og den brede befolkning, som pludselig befinder sig i førersædet med Herman von Bremen og hans politiske kaffeklub i front, bygger deres partiprogram på pølsesnak om gammeldags, nationale dyder - den får vi endda proppet helt ind i kæften, når Lisbet Gajhedes stramtandede sekundant holder totalteater-brandtaler og deler smagsprøver ud.
Herligt diskret
På Folketeatret ved man heldigvis, at den gamle komedie strengt taget ikke er bedre værd, end at den må peppes op med nutidig satire for at få sin oprindelige komik tilbage. Det får den med en revyerfaren skuespillerbesætning med Henrik Koefoeds lagrede Herman von Bremen i spidsen. En herligt diskret præstation midt i den efterhånden skræppende intrige: allerede i de indledende passager oser han af overbærende bedrevidenhed og selvbestaltet alfaderlighed - snart er det Nyrup, han minder om, snart Lars Løkke med hammeren, snart den nyvalgte, hårdt oppumpede Trump. Med en vidunderligt nølende replik og et flakkende blik, der stiger til irriteret desperation i takt med, at sammenbrudet nærmer sig. For endelig at slutte afskrællet og nøgternt af, når moralens ord falder med vægt.
Og rundt om ham er det meste både tilforladeligt og skægt. Mette Horns drastiske komik fylder kandestøberkonen ud - fra skrappedulle til kuet af omstændighederne. Kaffescenen med en rådden pattegris som erstatning for en skødehund er kostelig. Og Kristian Holm Joensen er både kvik og snurrig som tjeneren med en opportunist i maven. Læg dertil habilt arbejde af Torben Zeller, Søren Haush-Fausbøll samt Sofie Alhøj og Mathias Sprøgøe Fletting som de unge elskende.
Men hvorfor skal kandestøberen bo i så rædselsfulde omgivelser - scenograf Stine Martinsen har lavet en fæl 80er-æstetisk ramme med neonlys og det hele? Og hvorfor skal kostumerne altid være en kulør kogevask på Folketeatret? Er der noget så umoderne som det, der var postmoderne i går? Når nu Holberg selv er så moderne, ja lige til tiden. Hvis man ellers hjælper ham en smule.
»Den politiske kandestøber«. Hvem: Tekst: Ludvig Holberg, bearbejdet af Thor Bjørn Krebs. Iscenesættelse: Søren Iversen. Scenografi: Stine Martinsen. Folketeatret i Nørregade til 11. marts. Turne i hele landet fra 18. marts.
