Det er jo egentlig ikke fordi, der sker så forfærdeligt meget i den tyske stjernedramatiker Roland Schimmpelpfennigs vibrerende, poetiske teatertekst »Sort vand«, som Betty Nansen Teatret spiller på sin Edison-scene - med ordene fordelt på seks skuespillere, som ud mod publikum fortæller historien som et kollektiv, hvor roller kan skifte hænder midt i en sætning.
En gruppe unge kravler over hegnet til et friluftsbad, flirter lidt på kryds og tværs, forelsker sig måske ligefrem i hinanden i sommernatten, der tilbyder en pause, hvor alt kan ske, inden livet og pligterne sætter ind.
Skift til en sjaskende regnvejrsdag 20 år senere, hvor midaldrende Frank, indenrigsminister lige om lidt, på gaden møder den ungdomskærlighed, der ikke kunne holde, men som tilsyneladende fik sine konsekvenser. Hvad handler den både flimrende og komprimeret konkrete tekst om i sin krydsklippende pendlen mellem før og nu, mellem den frisatte ungdommelige rus og den midaldrende, satte og kuldslåede nutid?
Den handler dels om tidens gang, altings forgængelighed, drømmene, der brister. Den smerteligt melankolske fornemmelse af, at alting har sin tid, at alting forsvinder og ændrer sig. Men også om sociale skel i det vestlige, multietniske samfund. Om de ting, der ikke bare skiller os ad her i verden, men også skiller fårene fra bukkene: uddannelse, kulturkløfter, forventnigspres – med en Romeo-og-Julie-historie om rigmandssønnen og indvandrerens datter som centrum. En banal fortælling, som alligevel får en smertelig fylde.
Modigt og abstrakt
Instruktøren Annika Behrens har, sammen med scenografen Christian Albrechtsen, sanseligt og drømmende sat den både rige og banale, hjerteskærende og usentimentale tekst i et sort vandspejl, der giver livets flygtighed et sanseligt udtryk. Modigt og abstrakt. Og iscenesættelsen låner endda elementer af danseteatret, når de seks på scenen, Gerard Carey Bidstrup, Ernesto Piga Carbone, Marie Louise Wille, Christine Sønderris, Jakob Femerling og Özlem Saglanmak disciplineret sætter de efterhånden sjaskvåde kroppe ind som modvægt til de mange ord og skaber dragende billeder.
Resultatet er ikke bare anderledes smukt, men også sært bevægende. Kan man føle andet end vemod ved tanken om tabte muligheder?
»Sort Vand«. Hvem: Tekst;: Roland Schimmelpfennig. Oversættelse: Karen Maria Bille. Iscenesættelse : Anja Behrens. Scenografi: Christian Albrechtsen. Betty Nansen Teater, Edison. Til 12. februar.
