Han, hun, Dirch og dødsmyten

Berlingskes teater­anmeldere har været inde at se musikforestillingen »Dirch«, der handler om komikeren Dirch Passer, som ville være fyldt 90 i år. Eller gør den?

To mand på en tømmerflåde: ?Troels Lyby (tv.) og Andreas Bo i »Dirch«. Foto fra pressefotografering: Marie Hald Fold sammen
Læs mere
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hun: Jamen, er det ikke? Jeg skulle tage meget fejl, hvis det ikke er ...?

Han: Dav, du gamle.
Hun: Neejj – Nej, hvor er det længe siden...
Han: Det er vel nok længe siden ...
Hun: Ikk’ siden
Han: at vi
Hun: gik
Han: ud
Hun: af
Han: Tivo -
Hun: li.

Han: Siden vi skiltes foran hovedindgangen, har jeg haft en nat til at tænke over den stort anlagte forestilling »Dirch« i Glassalen, og der er altså en ting, som bliver ved med at gnave. Instruktøren Peter Langdal har taget filmen om »Dirch«, som kom for fem år siden, og har omsat den til scenebrug. Selvfølgelig er der lagt meget til og trukket andet fra for at gøre den til teater, men konklusionen er og bliver den samme som filmens:

Dirch Passers skæbne i dansk teater var ulykkelig. Han spildte sit liv på den komik, han inderst inde selv foragtede. Det er muligvis noget af sandheden om Dirch Passer, men ikke hele sandheden.

Hun: Den fest, det var at være på ABC-Teatret i de år, får Peter Langdal langt bedre frem, end Martin Zandvliet ønskede i sin næsten vrængende film. Til dels fordi det er en musikforestilling, hvor tidens toner sætter os i en mere sprudlende stemning.

Alligevel åbner også forestillingen med, at det komiske makkerpar Kjeld Petersen og Dirch Passer indirekte konkluderer, at Dirch hader at stå på scenen, men det er godt, at han har Kjeld Petersen at stå der med. Ligesom det ikke varer længe, før Dirch siger, at han har »solgt sin sjæl til en forlystelsesfabrik«. Grinene, genialiteterne og vildskaben på Frederiksberg er en falsk overflade, bag hvilken smerten og mørket alligevel lurer. Trangen til at lave det rigtige, det alvorlige og seriøse teater er også denne forestillings hovedfokus.

Og her er skurken igen teaterdirektør Stig Lommer, som kun tænker på at tjene penge. Hvilket jo har meget lidt lighed med virkelighedens generøse og dygtige Stig Lommer.

Han: Ja, her bliver han i ikke-skuespilleren Carsten Bangs version ligefrem til en sort engel med cigar, der kun tænker på pengene, som Dirch hvæser ad ham. Og så er vi inde på noget af det, der i talescenerne er mindre vellykket i det noget tilfældige manuskript, som danner basis for forestillingen: Den kluntede informationsdramaturgi, som skal føre os frelst igennem nogle årtiers morskabsteaterhistorie. Den forholder Langdal sig rimeligt frit til, må man sige, men der er jo heller ingen, der påstår, at dette er en teaterhistorisk redegørelse. Det er snarere et flimrende og febrilsk, jazzet og associerende drømmespil, som måske godt nok følger Dirchs historie fra partnerskabet med Kjeld Petersen (Troels Lyby), gennem druk, kvinder og karrierens op- og nedture frem mod det øjeblik, hvor lyset går ud for den døende klovn.

Den form giver Peter Langdal lejlighed til at opbyde hele sin evne til at flikke et legende, stakåndet show sammen. Den cadeau skal han altså have: Den ydre iscenesættelse er på mange måder imponerende.

Hun: Forestillingen er musikalsk, og det handler ikke kun om sangnumrene. Peter Langdals iscenesættelse gør til tider publikum helt forpustet – hvilket er en god pointe. For det var en hektisk – og også for hektisk – tilværelse, som de store komikere levede i 1960ernes København. Det lader Langdal os nærmest mærke selv.

Væsentligt mindre begejstret er jeg for forestillingens billede af Kjeld og Dirchs ideudvikling, deres særlige symbiotiske ping-pong og tankegang. Den bliver her til dårlig onkelhumor, som ikke engang den småfulde tante ville grine af sidst på påskefrokosten. Som når den lille lækre sag, Dirch har øje for, er »radioaktiv«, fordi hun har siddet ved »Niels’ Bohr (bord)«.

Det er afgjort svært og nærmest angstprovokerende at skulle genskabe så legendarisk og epokegørende et par, som Kjeld Petersen og Dirch Passer, og derfor ville det måske have været en bedre løsning ikke at tilføje dårlige jokes eller at gennemspille store dele af parrets to mest berømte numre, »Tømmerflåden« og »Skolekammerater«, men i stedet benytte sig mere af antydningens kunst. Selv om publikum selvfølgelig griner, inden Troels Lyby når at sige så meget som »Der sidder ...«.«

Han: Og så er vi fremme ved det, der altså også ender med at blive forestillingens helt store akilleshæl. Hvordan overhovedet gengive eneren Dirch Passer på en teaterscene?

Hans komiske geni bliver et postulat, når Andreas Bo gang på gang skal dublere Passer i nogle af de store numre, publikum forventer at se, men som her bliver en mat afglans af noget, som var. Fra »Sonny Boy« til den russiske klovn. Her kollapser forestillingen i sin kerne, for Andreas Bo, som klogt i det ydre ikke forsøger at ligne Passer, kan muligvis gengive noget af Dirchs blide diktion, hvor ordene kastes ud på en halv udånding, men er alt for begrænset i sit udtryk til at illustrere Passers altbesejrende, komiske gave.

Hun: Det er en næsten urimelig opgave for Andreas Bo og Troels Lyby at spille legenderne, ydermere i kølvandet på Nikolaj Lie Kaas’ og Lars Ranthes tiljublede præstationer i filmen.

Andreas Bo er berømt for sine parodier, og det er tydeligt, at han arbejder hårdt for ikke at komme til at lyde som eller låne for meget af Dirch Passers letgenkendelige mimik. Det er rigtigt tænkt og kæmpet, og Andreas Bo er afgjort bedst i anden del, hvor han i højere grad er manden og privatmennesket Dirch Passer end fænomenet. En mand, der ikke ved, hvad han skal stille op med sit liv og med sig selv. Hvor den brølende komik vendes til sørgmodig eftertanke.

Kjeld Petersen derimod, synes jeg, bliver svigtet – hvem er han? Hvad er magien mellem Dirch og ham? Hvori består deres berømte bromance? Troels Lybys Kjeld Petersen har aldrig desperationen i sit spil, der er noget underligt ladt over denne melankolske Kjeld Petersen, der bare mest lader livet flyde sig forbi.

Han: Hvem sagde to mand på en tømmerflåde? Deres scener sammen har slet ikke den puls, der skal til for at give ideen om et komisk makkerpar uden sidestykke troværdighed. I det hele taget er forestillingen i lange passager mere præget af smådeprimeret utilpassethed og vrængende tristesse end den altfavnende, menneskelige varme og charme, der var Dirchs forbindelse til det store publikum, som elskede ham. Hele forestillingen bliver en underligt ironisk øvelse, selv om hensigten vist nok er en anden.

Hun: Sketchen om mændene på tømmerflåden kender hele Danmark vel? Men ellers kræver forestillingen en temmeligt stor teaterhistorisk viden af sit publikum. Man skal holde tungen lige i munden, være født senest i 1950 eller være lidt af en revynørd for problemfrit at kunne få sammenhæng i især forestillingens mange kvinder.

På trods af deres store betydning, deres styrke og dygtighed bliver kvinderne i Dirch Passers liv kastet meget rundt i forestillingen. Hanne Passer tegnes op som den kedelige kone, dog rundet af med et af aftenens bedste sangnumre stilsikkert leveret af altid velsyngende Kaya Brüel, mens Mathilde Norholts Judy Gringer forvrænges til at blive en næsten golddiggeragtig københavnsk rejekælling uden det store talent, og hendes Bente Askjær, Dirchs sidste kæreste, er sukkersød sygeplejerske.

Kun Kaya Brüels Sitter Horne-Rasmussen har fået noget menneskelighed og feminin råstyrke over sig, som hæver hende over det flimrende hav af piger og kvinder, der på scenen småløber ind og ud af Dirch Passers verden.

Han: Skal man være flink, kan man vel sige, at hele kvindekoret, som også omfatter Sys Bjerre, som mest er med for musikkens skyld, er statister i Passers liv. Forestillingen »Dirch« cementerer i det hele taget myten om den grædende klovn, der endte med at ofre sig selv for det sidste grin. Kunstneren Passer kommer forestillingen ikke i nærheden af.

Men hvad så med dens ambition om at give os mennesket? Mærker man ham egentlig i forbifarten? Fornemmer man egentlig for alvor historien om en kunstnertype, der ikke evner livet og kun kan finde ud af at stå på scenen? Det synes jeg faktisk ikke.

Hun: Eller hvorfor er lige denne mand, denne kunstner blevet så stor i Danmark? Hvorfor nye, unge generationer dyrker ham med næsten kultagtig optagethed?

Nu har vi fået både en film og en teaterforestilling om Dirch Passer, og alligevel sidder jeg tilbage med følelsen af ikke at være kommet tættere på stjernen, hans tid og de mennesker, der omgav ham, og slet ikke på, hvad det var, netop han kunne, som gjorde og gør ham så stor, at ingen for alvor er kommet i nærheden af at ramme det samme i danskerne siden.

Dér synes jeg, der er forspildt nogle chancer for at fortælle en stor historie.

Han: Måske er opgaven i virkeligheden bare uløselig?

En mand på en tømmerflåde: Andreas Bo som Dirch Passer i »Dirch«. Foto: Miklos Szabo. Fold sammen
Læs mere

To mand på en tømmerflåde: Troels Lyby og Andreas Bo Pedersen i »Dirch« i sleskab med Sys Bjerre, lommerpiger og orkester. Foto: Miklos Szabo Fold sammen
Læs mere

Hvad: »Dirch«.

Hvem: Manuskript frit efter filmen og instruktion: Peter Langdal. Scenografi: Maja Ziska. Kapelmester: Joakim Pedersen.

Hvor: Langkjær Entertainment, Live Nation og Black Box Theatre, Glassalen, Tivoli til 18. september. Musikteatret Holstebro 21.-29. september. Odense Koncerthus 30. september-2. oktober. Musikhuset Esbjerg 5.-9. oktober. Aalborg Kongres & Kultur Center 12.-16. oktober. Musikhuset Aarhus 19.-23. oktober 2016.