»Det er Struenses tid. Ikke Guldbergs, men Struensees tid«, insisterer kong Christian VII i åbnings- og slutbilledet af »Livlægens Besøg«. Og kongen har jo ret. Det er oplysningsmanden Struensee, vi husker, fordi det blev hans humanistiske frihedsidealer, der formede Danmark i det lange løb, mens hans modstander den religiøse, national-konservative Guldberg i dag er en parentes i historien.
Betty Nansen Teatrets dramatisering af Per Olov Enquists roman aktualiserer kampen mellem frihed og kontrol, mellem universel humanisme og den nationalisme, som har fået ny luft i de senere år. Guldberg bruger således dygtigt Struensees fremmedhed som tysker til at vende pøblen mod ham og dermed fremprovokere hans fald.
Struensee er dog sin egen værste fjende. Hans storm af love savner en overordnet plan, han forstår ikke magtspillet og hans promiskuøse forhold til dronning Caroline Mathilde gør dem til et nemt offer for folkets dom.
Emmet Feigenbergs let stiliserede instruktion fokuserer skarpt på spejlingen mellem de politiske reformer og den løsslupne kærlighed mellem kongen, dronningen og Struensee. De tre elsker hinanden og vil det gode, men det går for stærkt, og normbruddene er for langt fra det moralsk og socialt acceptable. I takt med det stigende pres udefra vokser også den indre tvivl og treenighedens projekt krakelerer, da Struensee ikke længere har tid til Christian.
»Han har tid til mig« er en af de gentagne replikker, som den mundrette og dramaturgisk stringente tekst er bygget op omkring. Den overlader ikke så meget til fantasien, men fortæller sin historie stramt med sympatien helt på de frihedssøgendes side.
Karin Betz´ enkle, men yderst virkningsfulde lågescenografi formidler præcist slottets skræmmende kulde og hoffets evige luren i de dunkle kulisser. Kulden afløses kort af solskin og svævende lethed under trekløverets sommerudflugt, lige før boblen brister.
Frihedstema
Elliott Crosset Hoves Christian VII er forestillingens lysende midtpunkt. Hans uforudsigelige barnlighed veksler med øjeblikke af klarsind og empatisk indlevelse i hans barnedronnings melankoli. Signe Egholm Olsen rører både som kærlighedshungrende jomfru og i afslutningens desperate forsøg på at redde sine børn.
Troels Thorsens Struensee er lavmælt karismatisk som lægen, hvis idealistiske naivitet forhindrer ham i at udfylde de alt for store sko, venskabet med kongen har givet ham. Afpillet står han til sidst. Frihed indføres ikke oppefra.
Omkring trekløveret leveres fremragende modspil af bl.a. Nicolai Dahl Hamiltons bornerte, kropshæmmede Guldberg, Tina Gylling Mortensens magtliderlige enkedronning, Tom Jensens fint underspillede vendekåbe Rantzau og Rikke Westis varme Støvlet-Cathrine.
»Livlægens Besøg« er en gedigen forestilling, hvor alle elementer arbejder sammen. Det er taleteater i den absolut bedste ende, om end spejlingen mellem politisk og seksuel frihed tenderer i retning af en lidt snæver freudiansk fortolkningsramme om det evigt aktuelle frihedstema.
Hvad: Livlægens besøg. Hvem: Dramatisering: Erik Norberg og Johanna Garpe efter Per Olov Enquists roman. Instruktør: Emmet Feigenberg. Scenografi/Kostumer: Karin Betz. Lysdesign: Christian Alkjær.
