Drømmen om at flyve

»Forsamlingen« med Livingstones Kabinet er et komisk, rituelt bønnemøde, der hylder fællesskabet og vores drømme.

Gruppen samlet til bønnemøde. Foto: Bjarne Stæhr Fold sammen
Læs mere

Hvem har ikke drømt om at lette fra jorden og flyve op i de højere luftlag og ind i en anden verden, langt væk fra hverdagens snærende bånd og tyngende banaliteter?

Det er denne universelle drøm om at overvinde tyngdekraften og hæve sig fra de jordiske byrder, som kompagniet Livingstones Kabinet med Nina Kareis og Adelaide Bentzon som henholdsvis instruktør og koreograf nu stramt og humoristisk har iscenesat i »Forsamlingen«, hvor vi er vidner til et komisk og surrealistisk rituelt bønnemøde med dans, livemusik og korsang.

I alt 13 performere med vidt forskellig alder, højde og drøjde er på scenen i Dansehallernes Lille Carl, som scenografen Julie Forchhammer fint og enkelt har forvandlet til et forsamlingslokale med røde taburetter, lavthængende lamper og et bevægeligt træpanel.

Netop den kropslige forskellighed er vigtig i »Forsamlingen«, der har fokus på dyrkelse af fællesskabet og direkte refererer til den franske sociolog Émile Durkheim og hans begreb »den kollektive frydefulde opløftelse«.

Og det er gennem fælles bevægelsesritualer og korsang, inspireret af den amerikanske sydstatstradition Shape Note Singing, at gruppen med 1950er-look gør forsøg på at lette.

Al logik er irrelevant

Al logik er irrelevant hos forsamlingens fantaster, hvis indre liv og drømme har lige så stor betydning som det ydre liv, og drømmetyderen Jung bliver direkte bragt på banen, når forestillingens alderspræsident, den 78-årige danser Svend Bunch, citerer Jungs definition på det ubevidste.

Med vinger malet på ryggen af den nøgne overkrop folder Svend Bunch til slut smukt sine arme ud som blafrende fuglevinger, mens andre performere vil forsøge at lette iført vinger og propeller, der giver associationer til både Ikaros-myten, Karlsson på Taget og Leonardo da Vincis aerodynamiske opfindelser.

Komponisten Pete Livingstone sidder selv ved klaveret og styrer den velklingende musik, der blander amerikanske toner og verdensmusik. Dynamisk er Ole Håndsbæk Christensen som den tekniske handyman, der forsøger at forene det profane med det sakrale og metafysiske, og lille Sigrid Husjord i cowboystøvler har en stærk udstråling, som anfører i den rituelle gestik og fællesdans med blandt andet trin fra linedance.

Alt i alt er »Forsamlingen« en sjov, musikalsk og tankevækkende lille forestilling, der fejrer både flerstemmigheden og fællesskabet.

Hvad: »Forsamlingen«.

Hvem: Livingstones Kabinet. Iscenesættelse: Nina Kareis. Koreografi: Adelaide Bentzon. Komponist: Pete Livingstone. Scenografi: Julie Forchhammer.

Hvor: Dansehallerne, sidste dag 8. marts.