Lev Tolstojs roman »Anna Karenina« er en monstrøs sag på mange sider og med mange indbyrdes forbundne temaer og sidehistorier med kærlighedshistorien mellem Anna og grev Vronskij som den centrale. At romanen kan dramatiseres, vidner en lang række mere eller mindre vellykkede filmatiseringer om, men at overføre dette monstrum til scenen er en anden sag.
Odense Teaters opsætning er en bearbejdet version af Helen Edmundsons prisbelønnede, engelske dramatisering fra 1992. Teksten udmærker sig ved en friskhed i replikken og en umiddelbart godt tænkt dialogisk konstruktion mellem Anna (Rikke Lylloff) og godsejeren Ljóvin (Benjamin Kitter), der begge på hver deres måde kæmper med eksistentiel tvivl og samfundets normer.
Spejlingen mellem de to hovedkarakterer fungerer et stykke af vejen, men fremstår samtidig som et lidt halvhjertet forsøg på at tilføre en metaramme. »Hvorfor er min historie bundet til din?«, stønner Ljóvin mod slutningen. Det er den naturligvis, fordi Tolstoj har konstrueret sin roman på den måde – og måske skulle man bare have ladet de to historier katalysere hinanden uden at pege på konstruktionen? Forestillingen er i forvejen alt for lang med et hav af forklarende fyldscener, der kunne være klippet ud uden meningstab.
Råber og skriger
Tekstens længde kombineret med en iscenesættelse, der vakler mellem en noget tung realisme og et forsøg på cool stilisering, efterlader desværre en oplevelse af en mislykket klassikeropsætning. Det bliver simpelthen svært at engagere sig i personerne, dels fordi de råber og skriger uden indføling, men nok mest fordi deres problemer ikke bliver relevante for os. Ja, det er svært at finde sin plads i verden, og ja, det dræber sjæle at blive udelukket fra sin sociale kreds, og nej, det er aldrig godt at leve på en løgn, men vi får ikke en krog ind i de to hovedkarakterer, der kunne løfte dem ud af deres russiske 1800-tals-kontekst og sige os noget i dag.
Visuelt har opsætningen derimod ganske godt fast i et formsprog, der abstraherer historisk kontekst til almengyldig relevans. Rikke Juellund benytter få, men virkningsfulde elementer. Fortæppe og soffitter på tværs og langs i tynde, hvide snore illuderer en forræderisk lethed, der samtidig symbolsk fungerer som normer og historik, som karakterne hvirvles ind i og hænger fast i. Snorene fungerer også som en sofistikeret bobinette-effekt, der især bruges i Annas mareridtsscener og, koblet til dem, åbningens og slutningens ikoniske togscener, hvor røg og lyd fuldender teatermagien.
Ensemblet spiller sikkert de mange sidekarakterer, men de er alle mest af alt staffage for de to hovedkarakterer, der ikke har bund nok til at engagere. Jacob Schjødt har tidligere stået for fine personinstruktioner af russiske drama på Odense Teater. Det er desværre ikke tilfældet med »Anna Karenina«.
»Anna Karenina« . Hvem: Dramatisering: Helen Edmundson efter Leo Tolstojs roman. Iscenesættelse og bearbejdelse: Jacob Schjødt. Scenografi og kostumer: Rikke Juellund. Hvor: Odense Teater til 8. marts.
