»Den skaldede sangerinde«, som Ionesco skrev i 1948, er et studie i tomheden i vores sociale omgangsformer og i videre forstand generel dialog mellem mennesker, når vi ikke tager stilling til vores livsvalg, men blot repeterer rutiner uden at lytte. Det var en banebrydende indsigt og kunstform i skyggen af verdenskrige og atomtrussel, men mange ismer senere ved vi godt, at »Helvede er de andre«, som Ionescos samtidige Sartre formulerede det.
Om vi er blevet bedre til at lytte, er dog nok spørgsmålet, der på sin vis gør »Den skaldede sangerinde« aktuel igen. Selv om tekstens indsigter i dag forekommer ret banale, kan man jo dårligt afvise dens relevans i en tid, hvor positionering nyder mere fremme end dialog. Og relevans får denne helt fantastiske opsætning også i egen ret.
Instruktør Maria Vinterberg har samlet næsten samme hold, som spillede forestillingen i 2002. Undtagelsen er Michael Moritzen, men det skal man ikke være ked af, for hans brandinspektør med hang til uendelige anekdoter udgør et eget show i showet.
Inden han træder op, møder vi parret hr. og fru Smith i dagligstuen. De ventede gæster, der aldrig kom, og spiste derfor hele middagen selv, hvilket Charlotte Munksgaard beretter meget detaljeret om, mens gemalen, Steen Stig Lommer, blot pruster mæt.
Deres aupair Mary – i Therese Glahns yndefulde, psykotiske skikkelse – dukker op og svælger et par glas gin, inden hun åbner for de forsinkede gæster hr. og fru Martin (Peter Oliver Hansen og Marina Bouras), der har en lang konversation med sig selv om, hvor de mon har truffet hinanden, inden aftenen fortsætter samlet med lummer dans, flirten på kryds og tværs krydret med gin og anekdoter i stride strømme.
Der er ingen sammenhæng i dialogen, der gradvist opløses i gentagne sætninger, ord, lyde. Alt findes i betoningen, gestikken og den guddommelige mimik. Hvert udsagn er nyt og besynderligt for de forsamlede, så der måbes på rigtig mange måder.
Bouras og Hansens dialog er en studie i denne måben, mens de bevæger sig fra høflighed over nysgerrighed til interesse, iver og vrede – alle følelser udtrykt gennem de samme få sætninger. Hansen kan gå fra sammenkrøllet akavethed til småsadistiske grimasser på et split- sekund, mens Charlotte Munks- gaard på spindesiden ikke lader ham noget efter i sine pludselige skift mellem indladenhed og uartikulerede hvæs mod magen Lommer, når han ikke arter sig.
Det er mesterligt skuespil på alle pladser. Det er en mesterlig iscenesættelse, der ikke sætter en fod forkert, men holder såvel intensitet som pinlighed høj med enkelte drømmeagtige musiksekvenser, der præcist udvider universet. Frem for alt er Vinterbergs »Den skaldede sangerinde« hylende morsom, mens den samtidig åbner en genvej til refleksionen og dermed giver den absurde/dadaistiske genre ny berettigelse.
Sangerinden?
Hun sætter stadig sit hår på samme måde.
Hvad: Den skaldede sangerinde
Hvem: Instruktør: Maria Vinterberg. Dramatiker: Eugène Ionesco. Hvor: Teatret ved Sorte Hest til 11. marts.
