Vi vil selv være skabelsens herre

Det moderne menneske står famlende over for den store meningsfyldte skønhed. Vi vender blikket bort fra den skønhed, naturen eller Gud har givet og gør os selv til skabere af vores egen kropslige skønhed. Er vi utilfredse med Skaberens værk, omskaber vi værket.

»Den metafysiske skønhed bygger på ideen om det skønne forstået som det, der har værdi i sig selv. Det skønne, det sande og det gode hænger sammen som tre sider af samme sag, hvor skønheden er det synlige udtryk for, hvad der er sandt, og hvad der er godt,« siger Dorthe Jørgensen om modsætningen til den kropslige skønhed. Foto: Bo Amstrup<br> Fold sammen
Læs mere

Tag den nye metroseksuelle mand. Han lader håret klippe, tone, farve, krølle. Han går til hudsnedker og får fjernet kropsbehåring på klinik. Han er storforbruger af modehusenes cremer og skilter fornøjet med sit forandrede look.

Eller tag kvinden, der udsætter bryst, mave, balder, lår og lægge for den store forvandling.

De er deres egen skønheds arkitekter. Utilfredse med skaberværket omskaber de værket i menneskets billede.

Famlende over for Guds eller naturens store skønhed gør de sig selv til centrum i verden og skønheden til et begrænset projekt, der kan ligge på et meget lille sted, nemlig i kroppe, der vejer meget mindre end 100 kilo.

Dorthe Jørgensen er lektor dr. phil. på Aarhus Universitet og har skrevet flere bøger om skønhed. Hun skelner mellem den kropslige skønhed, der bygger på harmoniske proportioner og den metafysiske skønhed forstået som det, der er sandt, godt og har værdi i sig selv.

Og hun ser en stærk tendens til, at den kropslige skønhed dominerer i dag på bekostning af den mere uhåndgribelige metafysiske skønhed.

Radikale indgreb
»Mennesket har sådan set altid været engageret i at forskønne sig selv. Skønhedsidealerne har forandret sig, og mennesket har forsøgt at forme sig i henhold til idealerne. Det gælder historisk, og det gælder geografisk.

Men hvis man skal prøve at pege på en forskel mellem tidligere og i dag, så kunne den bestå i det forhold, at vi nu i et omfang, som afviger fra tidligere, vil være vores egen herre.

Der er forskel på, om man pynter lidt på det, man er givet af naturen eller Gud, og så at man er grundlæggende utilfreds med den krop, man er blevet givet og derfor øver fundamentalt forandrende indgreb i den.

Det er jo også det sidste, vi ser i dag. Det er ikke kun, at man lægger makeup på og farver hår og klæder sig i pænt tøj. Og det er jo heller ikke det, Berlingske Tidende har haft så meget fokus på. Det er mere de der radikale indgreb, hvor man virkelig går ind og selv former kroppen,« siger Dorthe Jørgensen.

Hun mener, der ligger noget tidstypisk i den omstændighed, at det moderne menneske vil være sin egen skaber.

»Tidligere havde man en metafysisk verdensopfattelse, hvor man ikke så sig selv som værende i centrum, men derimod som værende en del af en større helhed. Og det, der kendetegner moderniseringen, det er jo præcis, at den type verdensbillede går i stykker, og at mennesket selv kommer i centrum. Og det er klart noget, der må kunne bane vejen for, at man på en anden måde end tidligere vil være herre over, hvordan man ser ud, og hvordan man fremstår i verden,« siger den århusianske filosof.

Er det forkert at lave om på sig selv?

»Der er ikke nødvendigvis noget i vejen med selve det at lave om på sig selv. Og vi gør det alle sammen hele tiden på forskellig vis. Man kan også sige, at som mennesker kan vi ikke overleve overhovedet, uden at vi øver indgreb i naturen herunder også i os selv.

Det tankevækkende er mere, hvis der i et samfund opstår en meget omfattende tendens til at øve voldsomme indgreb i menneskenaturen. Det er den, der kan være problematisk.«

Mennesker som midler
Hvordan det?

»Hvis vi har det her verdensbillede med mennesket i centrum, så er det derfra det hele går. Og det er målestokken for det hele. Det vil sige, det er menneskets ønsker, dets behov, dets forehavende, der definerer, hvad der er værdifuldt her i livet. Og det vil også sige, at det, der er omkring mennesket, også andre mennesker, bliver reduceret til midler for realisering af de behov og de projekter, som mennesket definerer.«

Kan du give et eksempel?

»I har i en af jeres artikler været inde på en kinesisk kvinde, der sender sin søn bort, så hun kan få ro til at omforme sin krop i karriereøjemed. Det er ikke engang et spørgsmål om blive lykkelig i eksistentiel betydning, men et spørgsmål om at begå sig på markedet, og sønnen bliver jo lidt et middel i den forbindelse. Hun kan ikke koncentrere sig om sit skønhedsprojekt, hvis han er til stede.«

Den amerikanske redaktør Christine Rosen taler om, at vi er i gang med at demokratisere skønheden, fordi det er blevet økonomisk muligt for mange at rette op på de skævheder, naturen har givet. Har hun en pointe?

»Det er en tankegang, der bygger på en forestilling om, at naturen er uretfærdig. Det bliver så kaldt et udemokratisk forhold, man kan kompensere kulturelt for. Og at det er mest retfærdigt og mest demokratisk at gøre det.

Men det er en absurditet at efterspørge demokrati på naturens side. Man kan naturligvis kompensere for naturbestemt ulighed kulturelt. Det gør vi jo på så mange måder. Det gør vi for eksempel, når vi forsøger med specialundervisning at hjælpe børn, der har svært ved at klare sig.

Men at kalde kosmetiske operationer for en demokratisering, det vil jeg nok sige er lidt af en tilsnigelse. Den bygger på en påstand om, at vi alle sammen er blevet så rige, at vi har råd til at få foretaget de der kosmetiske operationer.«

Statsfinansiering
Men som det gælder bogligt svage børn, er de, der bliver født grimme, vel også handicappede. I hvert fald i forhold til at skabe sig en karriere i den del af verden, hvor det handler om at se overbevisende og smuk ud?

»Men er konsekvensen så, at staten skal finansiere de kosmetiske operationer, ligesom den finansierer specialundervisningen? Det er det første spørgsmål. Det andet er, hvordan definerer vi skønhed? Det vil sige, hvilke operationer er det, der skal foretages? Hvem har defineret det skønhedsideal, der hersker i dag, og som mange lader sig operere i henhold til? Det har den vestlige verden i hvert fald, for det er jo den moderne vestlige verdens skønhedsideal, der breder sig kloden rundt. Og det er jo ikke udtryk for demokrati.«

Hvorfor ikke?

»Fordi det i virkeligheden er et produkt af den gamle imperialisme. Hvorfor er det, at det hvide menneskes ydre kendetegn opfattes som så eftertragtelsesværdige? Det er takket være den magt, det har haft i den nyere historie. Og det er takket været den rigdom, der som produkt af den nyere historie er karakteristisk for den vestlige verden.«

Men japanerne og kineserne behøver da ikke efterligne os. De har vel selv et ansvar?

»Det har de, men Asien har jo været genstand for imperialisme tidligere. Asien har tidligere oplevet hvide mennesker som herrefolk. Og den slags er man lang tid om at kommer over. Det tager mange år at udvikle en selvtillid som kultur.«

Det forhold, at mennesket i den grad stiller sig selv i centrum, betyder vel ikke, at det enkelte menneske, som forandrer sig selv, ikke er i stand til at lede efter en højere form for skønhed?

»Nej slet ikke. Jeg tror det, der er kendetegnende for de fleste moderne mennesker, er, at de med en del af sig selv forsøger at imødekomme de krav om såkaldt skønhed, som markedet og karrieren stiller.

Men i den anden side af deres tilværelse, der hvor de leder efter en mening med tilværelsen, der kan de eventuelt orientere sig efter skønhed i egentlig filosofisk forstand.

De vil måske ikke kalde det sådan, de leder efter sandheden, det gode liv osv. Men hvis man anskuer det filosofisk, så handler det faktisk i høj grad om skønhed også,« siger Dorthe Jørgensen.

Rådvildhed
Hun mener, at de fleste mennesker har erfaringer med den metafysiske skønhed, men blot ikke ved, hvad de skal stille op med den skønhedserfaring.

»Hvis man for eksempel er buddhist, så kan man navngive den meningsfylde, man mener at have erfaret. En antik filosof kunne sige, at han havde erfaret det ene, mens de tyske idealister sagde, at man havde været i kontakt med det absolutte. Men moderne mennesker, hvad vil de så sige, ja, de vil ikke sige noget, fordi de står famlende over for det her.

De har erfaring med meningsfylde, men de ved ikke, hvordan de skal udlægge den. De kommer til kort, når erfaringen skal fortolkes, fordi den overleverede filosofi og religion er blevet problematiseret.«

Hvordan forstår du den metafysiske skønhed til forskel fra den kropslige?

»Den metafysiske skønhed bygger på ideen om det skønne forstået som det, der har værdi i sig selv. Det skønne, det sande og det gode hænger sammen som tre sider af samme sag, hvor skønheden er det synlige udtryk for, hvad der er sandt, og hvad der er godt.

Man kan også sige det på en anden måde, nemlig at skønhed forstået som harmonisk proportionalitet, det er noget, der handler om form, nærmere bestemt ydre form. Og det er lige bestemt også den ydre form, man fokuserer på i dag.

Men skønhed forstået som det, der har værdi i sig selv, det er skønhed forstået som indhold. Det indhold har man så historisk nogle gange kaldt for form, men så har man tænkt på indre form til forskel fra den ydre form.«

Og skønheden kommer indefra, når det gælder et menneske?

»Ja, sjælens skønhed.«