Vi overvåger hjemmet

Vi føler os utrygge derhjemme. Antallet af private hjem med sikkerhedsalarmer er mere end fordoblet på få år, og som noget nyt er kameraer på vej ind i boligen.

Bip bip. Bevægelsessensorer, kameraer eller tågekanoner. Tyverialarmer er et stadigt mere almindeligt syn i danske hjem. I sikkerhedsbranchen er antallet af private kunder fordoblet på fem år. Og som noget nyt efterspørger hr. og fru Danmark nu også kameraovervågning til hjemmet.

- Cirka 80 procent af vores nyinstallationer er med kameraer, siger Michael Lippert, privatmarkedschef i vagtselskabet Dansikring Direct til Ritzau.

Selvom antallet af overvågningskameraer i de danske hjem stadig er en lille del af de cirka 75.000 private alarmer, der findes i dag, er det klart et marked i kraftig udvikling.

- Kameraer er noget, man vil se mere og mere, fordi det er blevet accepteret at sætte kameraer op, siger Kristian Durhuus, administrerende direktør i landets største vagtselskab, G4S.

/ritzau/