Total tavshed omgærder Amagermanden

Amagermanden er sigtet på ny, men politiet har valgt at klappe i som østers.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Hverken Københavns Politi eller Amagermandens forsvarsadvokat, Jakob Lund Poulsen, vil tirsdag kommentere den nye drejning i sagen mod Amagermanden.

Dermed forbliver detaljerne hemmelige i sagen om Amagermandens påståede forsøg på at frifinde sig selv ved at smugle sin sæd ud af fængslet og få det anbragt på en tilfældig kvinde, som skulle overfaldes.

Mandag aften kom det frem i TV Avisen, at politiet havde rejst en ny sigtelse mod Amagermanden, Marcel Lychau Hansen, og en anden person i sagen.

Det fik efterfølgende politiet til i en pressemeddelelse at bekræfte, at der var rejst en sådan sigtelse. Derudover lyder budskabet: Ingen kommentarer.

Hvordan Amagermanden forholder sig til sigtelsen, er også omgærdet med mystik. Fra hans forsvarsadvokat Jakob Lund Poulsen var beskeden tirsdag:

- Jeg har ingen kommentarer, beklager.

Flere aviser fortæller tirsdag, at det skulle være en af Marcel Hansen sønner, som indgik i planerne om at smugle sæd ud af fængslet.

Hos Københavns Politi har vicepolitiinspektør Jens Møller ingen kommentarer til den oplysning, som han hverken vil be- eller afkræfte.

- Vi vælger at melde ud om sagen i går aftes, fordi DR har noget om det. Ellers havde det jo været rart at kunne vente til på torsdag, hvor der falder dom, med at melde noget ud, siger Jens Møller.

- Derudover har jeg ingen kommentarer, heller ikke til det, der står i formiddagsaviserne i dag, siger han.

Amagermanden blev mandag af Københavns Byret kendt skyldig i to drab og seks voldtægter eller voldtægtslignende overgreb.

Torsdag den 22. december klokken 10 falder der dom i sagen. Anklagemyndigheden har forlangt, at Marcel Hansen straffes med fængsel på livstid.

/ritzau/