Terapihaver er den nye stress-pille

Flere og flere terapi-haver skyder op. Forskning og tidsånd er så meget på haveterapeuternes side, at vi måske, ligesom svenskerne, snart kan få lægeordineret haveterapi.

Opbygningen af terapihaven Nacadia i Hørsholm bygger på erfaringer og forskningsresultater fra terapihaven ved Sveriges Lantbruksuniversitet i Alnarp, Solberga Parken, Haga Hälsoträdgård og Sinnenas Trädgård og forskningsstudier fra USA og England. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh Fold sammen
Læs mere

Følgende ord plejer man ikke at høre fra en tidligere kaptajn i Hæren med lidt for nærgående kontakt med fjenden i Afghanistan. Stemmen er blød og rolig i telefonen:

»Jeg ser skyformationer. Jeg hører vinden i træerne. Jeg kan smage bærene. Jeg kan røre ved vand eller en blød plante. Jeg kan dufte blomsterne eller regnen.«

Da 48-årige René Pamperin kom hjem hjem efter sin tredje tur til det krigshærgede Helmand i 2007, sagde hans krop og sind stop. Han fik konstateret posttraumatisk stress og blev erklæret 75 pct. uarbejdsdygtig. I dag er han, sammen med venner og andre med stress, i færd med at anlægge VeteranHaven. En 35.000 kvadratmeter stor blomsterspækket have i Slots Bjergby ved Slagelse.

»Jeg fandt ud af, at det at gå og rode ude i haven virkede helbredende på mig. I haven bestemmer jeg selv, hvad jeg vil lave, og hvordan jeg vil lave det. Jeg får det rigtig godt af at få stimuleret alle mine sanser og min hjerne, så jeg bliver træt og ikke skal tage sovepiller. Og så besluttede jeg, at sådan er der sikkert også andre i min situation, der har det. Politifolk og folk fra fængselsvæsenet og alle mulige andre, som lider af posttraumatisk stress, må kunne få glæde af sådan en have.«

Og det får de i 2016, hvor et hav af blomster, hække og træer, geder, høns og får, bålplads og meget mere bliver et gratis tilbud til alle, der vil bruge VeteranHaven til at få ro i sindet for en stund. Lige efter grundbogen i det moderne menneskes syn på haven: Haven som medicin, terapi og aflastning.

Haven som løsning

Menneskehedens største bommert, hvis vi leger, at Biblen taler sandt, blev straffet med – ikke døden eller tortur, men med, uha, udvisning fra en have. Alle havers moder. Edens Have. Det værste, der kan ske for os, er åbenbart at støde på skiltet: »Græsset på ikke betrædes«.

Siden har vi, Adam og Evas efterkommere, brugt haven som løsning på allehånde problemer. René Pamperin pusler hver dag med det, som hans krigsudmattede og -traumatiserede kolleger fra Første og Anden Verdenskrig gjorde i USA og England, da sygeplejersker ved deres hjemkomst fra fronten fandt ud af, at havearbejde og tilstedeværelse i grønne omgivelser lindrede de maltrakterede sind. For hundrede år siden og indtil opsvinget i 1960erne var selvdyrkede grøntsager i nyttehaven en kærkommen løsning på krisetiders dårlige ernæring og elendige økonomi.

I dag er vores største bekymringer ikke i pengepungen, men i vores hoveder. Mentale og sociale problemer har de sidste 10-20 år genoplivet haven som løsning på alt fra stress til krigstraumer over depression og voldsofre til udbrændthed. Og der er øjensynligt mere i vente. Fra hoften kan nævnes: Dannerhuset i København har en terapihave for voldsramte kvinder. Næste år indledes anlæggelsen af en såkaldt asylhave i Asylcenter Kongelunden på Amager, hvor asylansøgere kan arbejde i bede eller få ro i sindet. Mange steder har man sansehaver i forbindelse med plejehjem og børnehaver. Vi anlægger erindringshaver, træningshaver og sansehaver. I Beder syd for Aarhus tilbyder Mariendals Haver haveterapi. Det samme gør Odsherred Terapihave.

I Sverige er man så langt i anerkendelsen af haven som psykofarmaka, at læger kan ordinere haveterapi til stressede. Alnarps Rehab Trädgårdar lidt uden for Malmø har været inspirationskilde for flere danske terapihaver. Havens funktion som plaster på diverse livsstilsskavanker har endog fået Mrs. Haveterapi i Danmark, landskabsarkitekten Ulrika Stigsdotter fra Institut for Geovidenskab og Naturforvaltning på Københavns Universitet, til at grundlægge en masteruddannelse i såkaldt Health Design.

Haven er, med sociolog Bella Marckmanns ord, blevet »frisat fra en nødvendighed for overlevelse til fordel for det rekreative og sanselige«.

Bella Marckmann er specialist i haven som sociologisk fænomen. Hun mener, at vores »instrumentaliserede forhold« til haven er en naturlig følge af den moderne livsstil. Også selv om 75 pct. af os, ifølge hende har adgang til det lille indhegnede stykke natur, vi kalder haven, uanset om det er parcelhushaven, kolonihaven, sommerhushaven eller den genopståede skolehave.

»Vi bor i byer og har indendørs arbejde, hvor vi sidder foran skærme og arbejder abstrakt med noget, vi har svært ved at se betydningen af i det store billede. Haven har altid været brugt som en løsning på vores problemer. I haven og i køkkenet kan vi lave det »rigtige« arbejde, vi ikke udfører til daglig. Vi kommer i forbindelse med det konkrete. I dag er haven blevet et overskudsfænomen ligesom madlavning.«

Kriminelt hyggelig have

I Hørsholm ligger Nacadia. Danmarks eneste forskningsbaserede terapihave for stressramte. Mens forskere sammenligner terapihaven med traditionel kognitiv terapi, er et ti ugers forløb sammen med syv andre tre timer tre dage om ugen gratis. Eneste betingelse for deltagelse er, at man skal have været sygemeldt med stress i mindst tre måneder.

To haveterapeuter, der også er psykologer, er tilknyttet, og ophold og arbejde i haven kombineres med teknikker i mindfulness – øvelser i nærvær – og individuelle samtaler og alenetid i den varierede og kuperede have med køkkenhave, bålsted bede, stort drivhus og træer og buske.

Berlingske kan rapportere, at haven er nærmest kriminelt hyggelig og ro-befordrende. Designet til ikke at se designet ud og fri for alternativ overtro blandt de ansatte. Dorthe Djernis er den ene af de to haveterapeuter. Hun viser rundt en formiddag, hvor duggen stadig hænger på græsstråene, og alt ånder fred og frodighed.

»Det er vigtigt, at en terapihave er varieret, og øjet skal kunne hvile. Her ser vi høje træer i baggrunden, en eng, og vi ser buske og lave træer. Vi ser vandløb. Du kan høre det risle. Det skal være lidt vildt. Ikke som et gartneri, hvor alting står snorlige.«

Dorthe Djernis nævner de videnskabelige beviser for, at tre ting skal være til stede for, at en terapihave skal »virke«: Det skal være vildt, rigt på arter og trygt.

»De tre ting er vigtige både for deltageren og for samfundet. Man har målt på brugen af medicin og sundhedssystemet efter haveterapi. Der går relativt kort tid, før et haveterapiforløb har tjent sig ind igen, fordi deltagerne bruger sundhedssystemet mindre og indtager mindre medicin.«

Hvad er dit svar til folk, der tænker: Nu stopper det! Man kan jo gå ud i skoven selv?

»Jamen, gå ud i skoven. Men det kan være, man har brug for noget mere end det.«

Henriette Christina Jespersen er 30 år. Hun er cand.mag. og arbejdede på kontor, inden hun sygemeldte sig med stress. Foreløbig i et år. Hun afsluttede i juni et haveterapiforløb i Nacadia.

Hvad har du lært?

»At man godt kan stå fast på jorden uden at lade sig vælte. Det kræver bare, at man finder sin rette vej. Helt billedligt med at stå og se på et træ, og det er kun bladene, der blafrer i vinden, men stammen står naglet til jorden. Det kan man parallelisere til sig selv. Man behøver ikke lade sig slå ud af små ting. Selv i en orkan kan man stå stille. Det handler om at blive klogere på sig selv og vide, hvornår man skal sige til og fra.«