Stein Bagger snød Horserød

Den bedrageridømte storforbryder Stein Bagger har overtrådt reglerne for sin afsoning i det åbne statsfængsel i Horserød så groft, at han nu overflyttes til et lukket fængsel.

Stein Bagger snød Horserød Fold sammen
Læs mere
Foto: Liselotte Sabroe
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Den bedrageridømte storforbryder Stein Bagger har overtrådt reglerne for sin afsoning i det åbne statsfængsel i Horserød så groft, at han nu overflyttes til et lukket fængsel.

- Jeg kan bekræfte, at Stein Bagger har siddet hos os, men nu vil blive overført til et lukket fængsel, fordi han ikke har kunnet administrere den frihed, der ligger i at afsone i et åbent fængsel, siger Horserøds fængselsinspektør Lene Møller-Nielsen til bt.dk.

Fængselsinspektøren ønsker ikke at oplyse, hvordan Stein Bagger har overtrådt fængslets regler, men ifølge oplysninger til bt.dk har bedrageren i forbindelse med sine udgange fra fængslet flere gange snydt fængslet og muligvis også andre. Derfor har fængslet administrativt besluttet, at man ikke længere vil have storbedrageren siddende under afsoning af hans straf på syv års fængsel.

I øjeblikket sidder han i et såkaldt straf-celle-afsnit i det ellers åbne fængsel, og venter på at blive overført til en celle i et lukket fængsel. Det ventes at ske først i næste uge.

- Af de omkring 1000 afsonere, som vi har igennem Horserød i løbet af år, viser ca. 80-100 af dem sig ikke at kunne administrere de frihedsgrader, som de bliver vist, oplyser fængselsinspektør Lene Møller-Nielsen til bt.dk.

I det åbne fængsel kan afsonerne allerede efter en måneds afsoning få lov til at komme på weekend-udgang hver tredje uge, hvis fængslet skønner det forsvarligt.

Det kræver dog, at den indsatte overholder visse aftaler om eksempelvis opholdssted og rejserute under udgangen. Aftaler som Stein Bagger angiveligt ikke har overholdt over en periode.