Shop et job efter skoletid

I går udvekslede unge indvandrere og virksomheder håndtryk, kontrakter og telefonnumre, da messen »Shop et Job« løb af stablen for anden gang i København.

Shop et job-messen på Nørrebro fik i går besøg af 400 jobinteresserede. Foto: Liselotte Sabroe Fold sammen
Læs mere

Nogle havde tørklæde om håret. Andre havde det om halsen. Mange havde det slet ikke på. Og det var da heller ikke dét, det handlede om for de mere end over 400 unge mennesker og 18 virksomheder, der i går var mødt op til Shop et Job på Nørrebro. Det var jobbet, der var i fokus for begge parter. Og jobs var der heldigvis masser af. Alene Post Danmark tilbød 400. Alligevel var der mere gang i jobbutikken på standen med det karakteristiske, røde H&M-logo. Især pigerne flokkedes om medarbejderne og tog for sig af brochurer, ansøgningsskemaer og Matadormix.

»Det går rigtig godt. Vi har brug for elever og især assistenter, som kan komme efter skoletid og hjælpe med at holde orden i butikken. Vi har allerede modtaget omkring 40 ansøgningsskemaer. H&M vil meget gerne ansatte tosprogede og har ingen politik omkring hovedtørklæder. Vi går efter smilende folk, der har gåpåmod og kan lide at have travlt,« fortalte Tina Larsen, der er assisterende butikschef i H&M i Lyngby Storcenter.

Halvtreds skridt fra det store, hvide jobtelt, ligger Nørrebrohallen. Her kunne virksomhederne invitere de unge jobansøgere til samtale. De fleste foretrak dog at vente, så personalet fra den pågældende afdeling også fik mulighed for at deltage. Hos Kvickly blev en ung pige inviteret til samtale på mandag.

»Hun har så godt som fået jobbet. Hun havde så meget at skrive om sig selv, at hun bad om mere papir. Og da hun gik, sagde hun »pas godt på dig selv«. Hun skal sidde i kassen, når hun begynder,« sagde Bente Kromann, der er driftchef i Kvickly på Nørrebro. Mindst syv andre var også i kikkerten hos Kvickly.

Mange unge konsulterede skuespiller Erik Anthony for at blive klædt på til et fritidsjob.

»Kendte I samtlige af jeres mobils funktioner, før I købte den? Det er det samme med et job - I ved noget om de nye opgaver, og resten lærer I med tiden. Og arbejdsgiveren ved godt, at I ikke kan alting på forhånd. Bare rolig.«

Udenfor skuespiller Jakob Mikkelsens dør var der lang kø for at komme ind og spille rollespil. De fleste skulle ikke nyde noget af at optræde på slap linie foran kammeraterne, men ville gerne kende spillereglerne til en jobsamtale. Tændte mobiler og tyggegummi er for eksempel bandlyst.

Hos Lidl skortede det dog på besøgende. Da Shop et Job var en halv time gammel, havde butikschef Jeanette Larsen modtaget tre ansøgninger. Måske fordi hun ikke kunne bruge de helt unge.

I januar blev »Shop et Shop« afviklet for første gang, og dengang fik tyve procent af de besøgende et job. Det dobbelte er dennegang målet for foreningen Fly, der står bag »Shop et Job«.

»Vi fik idéen til jobeventen på baggrund af spørgeskemaer, som vi sendte ud til skoler på Nørrebro. Det viste sig, at kun én ud af 50 tosprogede havde haft held med en ansøgning. Formålet med »Shop et Job« er at hjælpe dem ind på arbejdsmarkedet, så de kan få selvtillid, mere ansvar og succesoplevelser. Der er flere jobs denne gang og et godt flow i de besøgende, så jeg er tilfreds med fremmødet,« sagde projektleder Mathilde Teglgaard fra foreningen Fly, der består af fire universitetsstuderende i et samarbejde med bl.a. Dansk Erhverv, Foreningen Ny Dansker og Beskæftigelses- og Integrationsforvaltningen i Københavns Kommune.