Sexovergreb hver tredje time

For hver anden unge kvinde står seksuelle overgreb som deres største frygt. Ifølge en undersøgelse fra Justitsministeriet sker det hver dag for otte kvinder.

Christel blev for tre år siden udsat for voldtægt, og hun er langt fra alene. Hver tredje time bliver et menneske i Danmark udsat for et seksuelt overgreb, men Center for Voldtægtsofre i Århus og København ser ingen grund til at tage utrygheden med i håndtasken, når kvinder går i byen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Nikolai Linares

Husker du 20-årige Maria Møller Christensen fra Herning? Hende der den frostkolde nat til 1. januar forlod en nytårsfest i t-shirt og strømpesokker? Hende der senere blev fundet død og voldtaget i en kælder?

SE OGSÅ: Historierne i temaet 'Er du utryg, Danmark?'

Unge kvinder gør formentlig. For hver anden kvinde mellem 16 og 24 år repræsenterer Marias ulykke deres største frygt ved at gå i byen, svarer de i en undersøgelse fra Rådgivende Sociologer.

Det tal ligger langt over den andel, der er nervøse for at blive slået ned, stukket ned og dem, der slet ikke er bange for at gå ud. Men hver dag sker det, at kvinder - især unge - må gennemleve frygten for seksuelle overgreb.

Da Flemming Balvig, professor i retssociologi ved Københavns Universitet, sammen med Justitsministeriet sidste år undersøgte sagen, viste det sig, at 15.000 kvinder i perioden 2003-08 blev tvunget til eller forsøgt tvunget til samleje. Det svarer til otte kvinder dagligt - eller et voldtægtsforsøg hver tredje time.

»Der er givetvis et mørketal yderligere, vi ikke har ide om. Så 15.000 kvinder i femårs-perioden er et minimums­tal,« fortæller Balvig.

Konsekvenserne af voldtægterne ser man på landets centre for voldtægtsofre.

»Mange får posttraumatisk stressforstyrrelse, bliver deprimeret, angste, bliver tit mere isolerede og får svært ved at varetage arbejde og uddannelse. De får også flere smerter forskellige steder i kroppen,« forklarer Anja Hareskov Jensen, ledende psykolog på Center for Voldtægtsofre i Århus.

LÆS OGSÅ: Tema: Er du utryg, Danmark?

Ekstremt tilfælde

Maria Møller Christensens tilfælde er ekstremt. Hun stødte tilfældigt på sin overfaldsmand den nat på strømpefødder. Hun kendte ham formodentlig ikke. Og hun blev voldtaget et fremmed sted.

Under en typisk voldtægt bliver kvinderne tvunget ned af en, de kender, og oftest sker det i hendes eller hans hjem. Derfor ser Center for Voldtægtsofre i Århus og København ingen grund til at tage utrygheden med i håndtasken, når kvinderne går i byen.

»Det er træls, hvis folk går og er utrygge ved en bestemt slags voldtægt, som ikke finder sted ret ofte,« siger psykolog Anja Hareskov Jensen fra centret i Århus om de sjældne overfaldsvoldtægter som den, Maria Møller Christensen blev udsat for i Herning.

Samme melding lyder fra København.

»Jeg synes, at man skal nedtone risikoen, for så stor er den ikke,« siger Karin Sten Madsen, informationsmedarbejder ved Center for Voldtægts­ofre i København.

»Hvor mange voldtægter foregår rent faktisk derude i nattelivet, hvor kvinderne er bange?« spørger hun og giver selv svaret:

»Det er helt tydeligt, at det er ikke så mange. Man skal selvfølgelig passe på derude, men man skal være meget mere agtpågivende med, hvem man går hjem med, og hvad der foregår derhjemme, når man holder fest.«

Et godt råd lyder at være varsom, når flaskerne kommer på bordet.

»Der er en tæt sammenhæng mellem risikoen for voldtægt og alkohol-mængderne. Hvis de unges alkoholforbrug blev mindre, så vil risikoen for voldtægt også blive nedsat,« supplerer Anja Hareskov Jensen.