Sen-efternavne viger for det særlige

Færre og færre holder fast i deres sen-navn. Efternavnene viger pladsen for andre klassiske navne og ikke de hysterisk-selvopfundne, viser en opgørelse.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Folketallet stiger år for år - også i Danmark. Men klassiske efternavne som Jensen, Nielsen og Hansen er på retur. Antallet af sen-efternavne er styrtdykket inden for det seneste ti-år og i dag nede på 52 procent af befolkningen. Det viser Danmarks Statistiks nye navneopgørelse.

Og det er fuldstændig forventeligt og helt i tråd med tiden, mener sociolog og trendforsker Emilia van Hauen.

- Hvor det før i tiden handlede om at blende sig ind i det eksisterende og være den gode samfundsborger ved at bevare det eksisterende, så er det nye ideal at være skabende, kreativ og noget særligt, siger Emilia van Hauen.

Hun peger på de sidste 30 års tiltagende individualisering, hvor det i høj grad handler om at være noget særligt, og hvor navnet er den første umiddelbare tilgang til det. Sen'erne er nemlig en massebetegnelse, der ikke stemmer overens med det særlige, mener hun.

Læs også: Det skal du ikke kalde dit barn

Men det er ikke bare tidens trend, der er årsagen til den store nedtur for sen'erne; det er også den seneste lempelige navnelov, der har gjort det muligt at skifte efternavn, påpeger Susanne Margrethe Rossen Vogt, som er navneforsker ved Københavns Universitet.

- Der er en tendens til, at folk gerne vil bortkaste deres sen-navn og bruge deres mellemnavn eller konstruere et nyt efternavn i stedet. Den sidste navnelov har i den henseende været en succes og opfyldt det behov, siger Susanne Margrethe Rossen Vogt.

Hun mener, der er noget godt og solidt ved sen-efternavnene, men beklager på ingen måde udviklingen.

- Det er da helt i orden, at folk varierer det lidt. Jeg kan roligt sige, at sen-efternavnene på ingen måde er truet, siger hun og understreger, at det jo heller ikke er de "hysterisk selvopfundne", de bliver erstattet af.

I stedet er det klassiske efternavne som Lund, Holm, Kjær og Dahl, som er steget de seneste år.

- Det viser bare, at folk gerne vil skille sig af med sen-navnene, men ikke er ude på at skille sig voldsomt ud. Det er typisk navne, de har haft en tilknytning til i forvejen, som er udmærkede pæne og nydelige danske efternavne, siger Susanne Margrethe Rossen Vogt.

Statistikken viser, at andelen af sen-efternavne varierer i forhold til, hvor i landet, vi befinder os. Flest er der i Vest- og Sydsjælland, hvor 61 procent bærer et sen-efternavn. Færrest er andelen i selve København, hvor kun 38 procent har et sen-efternavn.

Hele 275.000 danskere hedder Jensen, som dermed stadig er det mest udbredte efternavn.

/ritzau/