Selv babyer bruger mobiltelefoner

Babyer på blot et halvt år leger med mobiler og tablets 30 minutter om dagen, viser nyt studie. Børn skal i stedet lege med klodser og sutte på sten, mener rådgiver om børn og medier.

Selv små babyer bruger mobiltelefoner. Selv om det nok mest er i leg ...
Læs mere
Fold sammen

Selvom vi lever i en mere og mere digital verden, er det ikke nødvendigvis en god idé at stikke en Ipad ind i barnevognen til junior.

Det er der ellers flere forældre, der gør, skriver Metroxpress. Et nyt studie fra American Academy of Pediatrics viser, at mere end hver tredje baby på helt ned til seks måneder leger med mobile enheder i op til en halv time om dagen.

Men det er ikke en god idé, lyder det fra Mikael Laursen, der er fungerende projektleder i organisationen Kidsandmedia, som rådgiver forældre om børns mediebrug.

»Jeg tror, man kan skabe nogle dårlige vaner ved at begynde med det for tidligt. Det er vigtigt, at helt små børn har fokus på den fysiske verden og lærer den at kende, inden de kaster sig over den digitale,« siger han.

At der en mange gode ting at lære ved de digitale enheder, erkender projektlederen blankt, men i så tidlig i alder, er der andre ting, børn har brug for.

»For eksempel kan man nemt tænke sig en app til helt små børn, hvor de kan stable kulørte klodser på en iPad og se dem vælte ved en bestemt bevægelse på skærmen. Men det er vigtigere, at børnene faktisk får lov at stable klodserne og mærke strukturen, om de er kolde eller varme, sutte på dem og få hele sanseoplevelsen ved at lege med,« forklarer Mikael Laursen.

Kidsandmedia får mange henvendelser fra bekymrede forældre til børn, der er blevet afhængige af tablets eller sociale medier. Den digitale verden er stærkt tiltrækkende, og hvis man først har åbnet kassen, er den utrolig svær at lukke igen. Derfor skal den åbnes på det rigtige tidspunkt, understreger projektlederen, der har en række gode råd til forældre:

»Lad børn se med engang imellem, men lad dem ikke underholde sig selv med de her digitale platforme. Giv dem i stedet plastikringe, så de lærer at kaste og gribe, giv dem træklodser, lad dem sutte på den der sten, selvom I synes, den er ulækker. Og så lad dem bruge de digitale medier, når de er modne til det. Det skal de tidsnok lære,« siger Mikael Laursen.