Saudier har dårlig sag ved britisk domstol

Den saudiarabiske advokat Faisal Yamani vil tabe, hvis han sagsøger danske aviser i Storbritannien, vurderer jurister.

Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Der venter den saudiarabiske advokat Faisal Yamani et sviende nederlag, hvis han gennemfører truslen om at sagsøge 15 danske dagblade for injurier ved de britiske domstole.

Sådan vurderer to medlemmer af den arbejdsgruppe, som Storbritanniens justitsminister, Jack Straw, har nedsat til en kritisk gennemgang af den britiske injurielovgivning, skriver Kristeligt Dagblad.

- Han kan anlægge en sag ved de britiske domstole, men får næppe succes, siger medieadvokaten Mark Stephens fra London.

Faisal Yamani repræsenterer angiveligt 95.000 efterkommere af muslimernes profet Muhammed, der føler sig krænkede over, at de 15 danske aviser i 2008 bragte en Muhammedkarikatur og - modsat Politiken - ikke undskylder.

Men der er langt fra retssag til medhold, mener Jo Glanville, redaktør på tidsskriftet Index om Censorship, og ligeledes medlem af arbejdsgruppen.

- Hr. Yamani har ingen sag. Muhammeds efterkommere - jeg ved i øvrigt ikke, hvordan de vil dokumentere, at de er efterkommere - skal bevise, at de er personligt er omtalt i publikationen, og at deres omdømme er blevet skadet, siger Jo Glanville.

Samtidig skal Faisal Yamani ved en injuriesag ved de britiske domstole medbringe erklæringer fra hver eneste af de 95.000 personer, der hævder at være efterkommere af Muhammed. De skal redegøre for, hvorledes de føler sig krænkede over, at danske dagblade har bragt en Muhammedtegning. Og det vil ifølge Mark Stephens udgøre noget af et praktisk problem for Faisal Yamani.

Ifølge Trine Baumbach, adjunkt i strafferet på Københavns Universitet, får Faisal Yamani ikke mere held ved danske domstole.

- Han har en rigtig dårlig sag. Udgangspunktet er, at vi har ytringsfrihed. Undtagelsen i injurielovgivningen forudsætter, at bestemte personer er blevet krænket, og det er ikke tilfældet hér.

/ritzau/