Sådan finder kyllingerne ud af skallen

Canadiske forskere har undersøgt, hvad der gør kyllinger i stand til at forcere den hårde æggeskal. Hemmeligheden ligger i et protein.

Påske og æg hænger uløseligt sammen, selv om det måske er de færreste, der tænker videre over æggets symbolske betydning, når de sætter tænderne i årets chokoladeversion fra Summerbird.

Det er dog langt fra tilfældigt, at det netop er æg, vi spiser i disse dage. I den kristne tro står ægget for opstandelsen, hvor Jesus bryder ud af graven påskemorgen. Det står også for frugtbarhed og forår, der – i hvert fald i teorien – burde vælte ind over os lige nu, hvor vi sidder bænket til påskefrokoster i sommerhuse og opvarmede stuer.

Med æggene følger også kyllinger, som i mere konkret forstand bryder ud gennem æggeskallerne. Om det er i anledning af påsken, melder historien ikke noget om, men en række canadiske forskere sat sig for at undersøge, hvad det præcis er, der gør, at en æggeskal er mere porøs indvendig end udvendig, hvilket gør det muligt for kyllingerne at hakke sig vej ud til verden.

»Alle tror, ​​at æggeskaller er skrøbelige. Når vi er forsigtige, siger vi, at vi går på ægge­skaller, men taget i betragtning hvor tynde de er, er de ekstremt stærke, endda stærkere end nogle metaller,« siger medforfatter til undersøgelsen fra McGill University i Canada, Marc McKee, ifølge The Guardian.

I undersøgelsen, der er blevet offentliggjort i tidsskriftet »Science Advances«, har forskerne undersøgt strukturen i de skaller, der omgiver kyllingeembryoner. Før de lægges, er æggene dannet af en kalkrig skal i tre hovedlag. Mens man længe har vidst, at kalken efterhånden indgår i kyllingefostrets skelet, er den molekylære forklaring på processen fortsat et mysterium. Her hævder forskerne, at de nu har opdaget, at æggeskaller har en såkaldt nanostruktur, der udgør en del af forklaringen på, at skallen er hård udvendig, samtidig med at kyllingerne er i stand til at hakke sig ud.

Forskerne undersøgte blandt andet, hvilken rolle proteinet osteopontin spiller.

Det er et stof, som findes i hele æggeskallen, og som er med til at organisere strukturen af mineraler, hvilket heller ikke er ny viden. Resultaterne viser dog, at osteopontin ser ud til at have større indflydelse, end forskerne var klar over. Proteinet ser ud til at danne et slags »stillads«, der styrer fordelingen af mineralet kalcium, som er det, der genererer nanostrukturen, som igen påvirker hårdheden af skallen. På den måde er osteopontin med til at sikre, at skallen er blødere indeni end udenpå.

»Skallens yderside er hårdere, da den har den mindste nanostruktur, og når man bevæger sig indad, bliver den lidt blødere,« understreger McKee.

»Vi forstår virkelig, nu på næsten molekylær skala, hvordan en ægge­skal samles, og hvordan den opløses,« tilføjer han.

Den nye viden er nok ganske abstrakt for de fleste. I stedet kan man nøjes med at glæde sig over, at kyllingerne finder vej ud af skallen. Og at foråret statistisk set også snart bryder ud af vinterens hårde skal.