Region Hovedstaden stiger et niveau i corona-risikovurderingen

På Twitter oplyser sundhedsministeren, at stigende smitte i Region Hovedstaden nu får betydning for risikovurderingen.

Opjusteringen fra niveau et til niveau to betyder, at Region Hovedstaden bevæger sig fra »lav og lokal smitte med mulighed for opblussen« til »lokale og regionale udbrud af smitte, der kan brede sig«. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mathias Svold/Arkivfoto
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Risikoniveauet for covid-19 er i Region Hovedstaden blevet hævet til niveau to.

Det oplyser sundhedsminister Magnus Heunicke (S) via Twitter.

I Epidemikommissionens nationale og regionale risikovurdering for uge 24 lyder det:

»Antallet af bekræftede tilfælde med covid-19 er steget fra 3.805 tilfælde i uge 22 til 5.830 i uge 23, svarende til en stigning på 53 procent. Stigningen i incidens ses især i Region Hovedstaden, hvor stigningen svarer til 70 procent. Incidensen er samlet set steget fra 65 pr. 100.000 i uge 22 til 99 pr. 100.000 i uge 23.«

Opjusteringen fra niveau et til niveau to betyder, at Region Hovedstaden bevæger sig fra »lav og lokal smitte med mulighed for opblussen« til »lokale og regionale udbrud af smitte, der kan brede sig«.

De øvrige danske regioner befinder sig fortsat på risikoniveau et.

Omikron undervarianter er i vækst

Stigningen i smitte kommer, efter at man i Danmark har registreret en hastig vækst af omikronundervarianter.

BA. 5-undervarianten er således på det nærmeste stormet frem i de seneste få uger, og undervarianten udgjorde i begyndelsen af juni uge cirka 17 procent af de genetisk analyserede positive coronaprøver.

Coronaundervarianten BA.5 er stærkt smitsom og kan ifølge EUs agentur for smitsomme sygdomme, ECDC, skabe »en betydelig overordnet stigning i antallet af covid-19-tilfælde« hen over sommeren.

Dertil kommer den næsten lige så smitsomme og ligeledes nye omikronundervariant, BA.2.12.1, der i Danmark på tre uger er firedoblet til en andel på næsten 13 procent af nye covid-19-tilfælde.

Det vil sige, at de to nye undervarianter i seneste risikorapport fra SSI, som blev offentliggjort 9. juni, stod bag næsten 30 procent af alle nye covid-19-tilfælde herhjemme og dermed hastigt er i færd med at fortrænge BA. 2-varianten, der formåede at smitte millioner af danskere under kæmpebølgen i vinter og det tidlige forår.