Regeringen vil klimasvindel til livs – her er Dan Jørgensens løsning

Dagens overblik: Berlingske giver her overblikket over dagens vigtigste historier og de vigtigste begivenheder, så du er klædt på til dagens første kop ved kaffeautomaten.

Der er behov for mere kontrol med private klimakompensationsprojekter, mener klimaminister Dan Jørgensen (S). Han foreslår, at FN opretter et globalt register over private projekter med klimakompensation. Fold sammen
Læs mere
Foto: Claus Bech

Godmorgen og velkommen til den sidste torsdag i januar. Nu er det snart weekend, men inden da er der spændende læsestof at gå om bord i.

I dag skal du læse om enorme engangsudbetalinger til overlæger, kemiske processer, der producerer grøn strøm til brændstof, samt et FN-register, som skal modvirke svindlen med klimakompensation.

Vi lægger ud med seneste nyt om udligningen, som allerede har fyldt meget de seneste dage. Denne torsdag bliver absolut ingen undtagelse.

1. Regeringen fremlægger detaljerne for udligningsmodel
I tirsdags fik den mangeårige borgmester i Gentofte Kommune, Hans Toft (K), et opkald fra social- og indenrigsminister Astrid Krag (S). Opkaldet efterlod ham forbavset.

Udligningsordningen fordeler penge mellem kommunerne, og klart står det, at 60 kommuner skal modtage penge, mens 38 må punge ud. Gentofte bliver den kommune, der skal betale mest, blev Hans Toft meddelt i telefonen. Dette vækker bekymring i Gentofte og i flere andre nordsjællandske kommuner, hvilket du kan læse om her.

Hvis ikke man havde udligningsordningen, og man samtidig antager, at landets kommuner ville opretholde de nuværende indtægter, ville det få markante konsekvenser for kommuneskatteprocenten i de respektive kommuner. Nogle kunne sænke skatten, mens andre måtte hæve samme procent. Forskellen mellem højeste og laveste kommuneskat ville i så fald være på 33 procentpoint. I dag er forskellen på høj og lav fem procentpoint. Dette kan der læses mere om her, hvor det er muligt at klikke sig rundt på Berlingske interaktive kort over kommunerne.

I aftes kom det frem, at regeringen vil ændre styreformen i København, Aarhus, Odense og Aalborg. Det skal give en besparelse på 250 millioner kroner, men det argument køber Enhedslisten ikke.

Regeringen har endnu ikke fremlagt detaljerne i udspillet til en ny udligningsmodel, men gør det i dag ved et pressemøde klokken 11.30 i Finansministeriet, hvor fungerende finansminister Morten Bødskov (S) og social- og indenrigsminister Astrid Krag (S) fremlægger.

2. Klimakompensation er det vilde vesten

Efter flere uger med afsløringer om klimakompensation kan man i dagens udgave af Politiken læse, at Danmark nu vil arbejde for, at FN opretter et globalt register over private klimakompensationsprojekter.

Flere danskere har de seneste år købt klimakompensation, når de skal flyve, men der er ingen myndighedskontrol med det private marked for aflad i forbindelse med flyrejser. Her er flere projekter blevet afsløret som svindel.

»Lige nu er vi i en situation, som lidt er det vilde vesten. Der er store dele af det her, som overhovedet ikke er reguleret, og hvor der slet ikke er nogen kontrol eller fælles retningslinjer«, siger klimaminister Dan Jørgensen (S) til Politiken.

Læs historien her.

3. Hård kritik af høje lægelønninger
En rapport fra Rigsrevisionen retter en hård kritik mod lønninger til læger i Region Hovedstaden. Lønningerne er over det anbefalede niveau, og det medfører en »risiko for lønglidning«, vurderes det.

Et stort antal overlæger og lægelige chefer har i flere tilfælde fået engangsudbetalinger på over 250.000 kroner ud over deres faste løn, som ligger på knap en million kroner. Det skyldes blandt andet, at lægerne tager ekstravagter.

En enkelt overlæge modtog hele 957.151 kroner i engangsudbetalinger. Det er næsten en fordobling af den gennemsnitlige faste løn for overlæger. De høje engangsudbetalinger får flere af regionens politikere til at kræve et indgreb. Det kan du læse meget mere om her.

4. Danmark skal udnytte sin unikke position, når det gælder grøn strøm
16 danske virksomheder og organisationer er gået sammen om en opfordring til de danskere politikere. Der skal investeres massivt i såkaldte Power-to-X-teknologier, der kan omdanne grøn strøm til brændstof, som kan tankes på fly, skibe og lastbiler. Her kan eksempelvis strøm fra vindmøller omdannes til brændstof ved hjælp af kemiske processer.

Men det skal gå stærkt, hvis Danmark skal udnytte landets unikke position, mener de. Udlandet ånder os i nakken, og det kan man læse om lige her, inden aftalen senere i dag bliver præsenteres ved en høring i Folketingets Energiudvalg.

Det sker i dag

Regeringen præsenterer udligningsudspil
Fungerende finansminister Morten Bødskov og social- og indenrigsminister Astrid Krag holder pressemøde klokken 11.30 om regeringens udspil til en udligningsreform. Efter pressemødet vil der være en teknisk baggrundsgennemgang af udspillet. Det foregår klokken 13.00 i Finansministeriet.

Minister i samråd
Justitsminister Nick Hækkerup (S) er indkaldt til samråd. Her skal regeringen forholde sig til de episoder, der udspillede sig flere gange mellem jul og nytår 2019, hvor flere unge angiveligt affyrede fyrværkeri imod forbipasserende og redningsfolk.

Rigsretssagen fortsætter
Rigsretssagen mod USAs præsident, Donald Trump, ventes at fortsætte i Senatet. Sagen har været i gang siden 16. januar, hvor Demokraterne og præsidentens advokater har haft tre dage til at fremføre argumenter. Ligesom i går har senatorerne i dag mulighed for at stille spørgsmål.

Dagens tilbageblik

2005: ​Irak afholdt for første gang nogensinde demokratiske valg til parlamentet og provinsråd. Valget blev overvåget af USA og de allierede besættelsesstyrker.