Regeringen i strid om dagpenge

V og K strides om dagpengesatserne. De Konservative vil skære i ydelserne år for år, mens Venstre beskylder sin partner for at bryde med regeringens linje.

De Konservatives forslag om at skære i dagpengene er et klart brud på regeringens linje.

Det mener regeringspartneren Venstre, der forventer, at De Konservative nu retter ind og tilpasser sig de løfter, som regeringen tidligere har givet på dagpengeområdet.

- På de områder, hvor regeringen har lagt en klar linje og fortalt vælgerne, hvad man vil gøre, ville det selvfølgelig klæde De Konservative at holde sig til det. Ellers giver det lidt støj på linjen, siger Jens Vibjerg til Ritzau.

De Konservatives arbejdsmarkedsordfører, Lars Barfoed, ønsker, at tilskyndelsen til at tage et job skal være endnu større. Derfor foreslår han at skære i dagpengene for hvert år, der går.

Forslaget får støtte fra De Radikale, der mener, at en reform af dagpengesystemet er så vigtig, at regeringen bør genåbne forhandlingerne om velfærdsaftalen, hvor dagpengesystemet indgår.

Men det afviser både Dansk Folkeparti og Socialdemokraterne. Dansk Folkeparti kalder det "et angreb på velfærdsforliget", mens Socialdemokraterne ikke mener, at forslaget har nogen "gang på jord".

/ritzau/