Realitykendis kendt skyldig i voldtægt af 25-årig kvinde

Onsdag middag blev »Paradise Hotel«-vinderen Teitur Skoubo kendt skyldig i voldtægt af en 25-årig kvinde.

Realitydeltageren Teitur Skoubo er onsdag blevet idømt to år og seks måneders fængsel for voldtægt. Episoden på billedet er fra et slagsmål ved Reality Awards 2021 (arkiv). Fold sammen
Læs mere
Foto: Anthon Unger
Lyt til artiklen

Vil du lytte videre?

Få et Digital Plus-abonnement og lyt videre med det samme.

Skift abonnement

Med Digital Plus kan du lytte til artikler. Du får adgang med det samme.

Realitydeltageren Teitur Skoubo er kendt skyldig i at have voldtaget en 25-årig kvinde i Odense i november.

Det har Retten i Odense afgjort onsdag middag.

Han er blevet idømt to år og seks måneders fængsel og skal betale 100.000 kroner i erstatning til den 25-årige kvinde.

Dommeren og de to domsmænd lægger vægt på, at det var en voldtægt begået af en offentligt kendt person, der burde være et forbillede.

»Når man trænger ind i nogen mod deres vilje, er det en direkte forsætlig voldtægt,« sagde dommeren.

Dommeren henviste også til, at den 25-åriges skader ikke lignede skader fra lussinger, sådan som Teitur Skoubo har sagt, at han havde givet. Det lignede snarere slag fra en knyttet næve.

Den 26-årige Teitur Skoubo, der nægter sig skyldig, har med det samme anket dommen til frifindelse.

Voldtægten fandt sted efter en bytur i Odense sidste år, hvor de to mødtes på natklubben Butchers.

Anklager Jacob Thaarup krævede efter dommen varetægtsfængsling af realitykendissen, der har været på fri fod under retssagen.

Dels fordi han er bange for, at Teitur Skoubo ikke ville komme tilbage til Danmark fra sit hjem i Spanien for at afsone, dels fordi det ville krænke den generelle retsfølelse, hvis han fik lov til at være på fri fod, ind til han skal afsone.

Dommeren imødekom ønsket og fængslede Teitur Skoubo, fordi dommen er på mere end to år og henviste til retsfølelsen.

Sagen har haft stor mediebevågenhed, og ved første retsdag, mandag, var der slet ikke plads til alle de journalister og realitykendisser, der var mødt op for at høre "Paradise Hotel"-vinderens forklaring.

Torsdag skabte det en del protester blandt både journalister og kendisvenner, fordi de ikke fik lov at høre Teitur Skoubos forklaring.

Igen onsdag var der mange realitydeltagere med i retssalen. De forlod tydeligt oprørte retssalen i samlet flok efter domsafsigelsen og forskansede sig i et lille rum med Teitur Skoubo og en advokatsekretær i et par minutter.

Kort efter blev den 26-årige realitykendis i følgeskab af to betjente ført ind i en bil og kørt til arresten.

Teitur Skoubo er blandt andet kendt for at have vundet realityprogrammet "Paradise Hotel" i 2019, og så har han cirka 138.000 følgere på det sociale medie Instagram.

Han er foruden sin voldtægtsdom tiltalt for vold i 2019. Den sag venter stadig på en afgørelse, da Teitur Skoubo ikke kunne deltage i retssagen i januar i år på grund af sygdom.

/ritzau/