R: Valgkampsøkonomi i finansloven

Det radikale Venstre efterlyser blandt andet en gennemgribende skattereform for at sikre arbejdskraft.

Der er gået valgkamp i finansloven, mener Det Radikale Venstre. Det er valgkampsøkonomi, lyder partiets dom over regeringens forslag til finanslov for 2008.

- Man pumper mange penge ud midt i en højkonjunktur og stiller mange løfter op. Det er på kanten af det ansvarlige. Jeg frygter på linje med mange økonomer, at man spiller hasard med tingene. Man skal huske på, hvad der skete i andre lande, der har været gennem det samme konjunkturforløb, siger den radikale finansordfører, Morten Helveg Petersen.

Det Radikale Venstre efterlyser reformer, der skal sikre, at der er arbejdskraft nok i både den offentlige og den private sektor.

- Det lugter langt væk af, at vi nærmer os et valg. Der er masser af løfter. Men hvis ikke man har modet til at tage fat på de nødvendige reformer, risikerer man at underminere det hele, siger Morten Helveg Petersen.

/ritzau/