Se 360graders-film her:

Anna og Ivan går tidligt i seng. Ved ottetiden, når tusmørket kravler op over landsbyen, slukkes lyset i bjælkehuset.

Der er ikke så meget andet at lave om aftenen i den lille flække, siger Ivan Stepanov.

»Der er ikke noget i fjernsynet. De har sendt det samme i tyve år,« brummer han.

For at bevise sin pointe lader han en finger løbe ned over TV-programmet i den lokale ugeavis. »Stjernen« hedder avisen, ligesom den gjorde tilbage i sovjettiden.

»Husk at fortælle ham, at vi står tidligt op,« råber Anna ude fra køkkenet.

»Ja-ja. Vi står op klokken halv fem,« siger Ivan lydigt.

Vi sidder omkring stenovnen i forstuen. Her er lunt og godt. Det dufter ude fra køkkenet. Anna varmer oksekødssuppe. Men ellers er der ikke meget at glæde sig over i den lille landsby i disse dage.

De fleste huse langs grusvejen står tomme. To af dem har gabende huller i taget. Det nedlagte kollektivlandbrug for enden af markvejen – områdets største arbejdsplads – lukkede med Sovjetunionens kollaps i 1991. Byens kulturhus, hvor Anna arbejdede, drejede nøglen om få år senere. For fem år siden gik byens lille købmandsforretning nedenom og hjem.

I dag har Anna og Ivan ingen naboer på hverken højre eller venstre side. Landsbyen, der engang havde over 100 beboere, har nu en håndfuld, alle omkring de 70 år.

»Vi plejede at sidde sammen med naboerne derovre om aftenen. Nu er der kun os gamle tilbage,« siger 75-årige Anna Stepanova.

Landsbyen bag den tykke granskov hedder Moskva. Røde-Moskva, »Moskva-Krasnaja«, blev den kaldt i sovjettiden for at undgå forveksling med den fjerne russiske hovedstad af samme navn.

Ikke fordi man sådan lige tager fejl af de to. Her fra bordet hos Anna og Ivan synes magthaverne i Kreml og de smarte valgvideoer, der i disse dage flimrer på storskærme i hovedstaden, at tilhøre en anden verden.

Det gør de også.

Det tager syv timer at køre fra Moskvas trafikpropper til Lille Moskvas tilsandede jernbanespor.

Men landsbyer som denne spiller en central rolle i søndagens parlamentsvalg i Rusland. Vladimir Putins parti har brug for en overbevisende sejr. Det er første gang, der er valg, siden Ruslands præsident indledte et sporskifte i landets historie. For to år siden udløste annekteringen af den ukrainske Krim-halvø vestlige sanktioner og en stejl økonomisk nedtur, der ikke ikke mindst gør ondt i landsbyer som Lille-Moskva.

Alligevel er det her, i de russiske landområder, man finder Putins mest trofaste vælgere.

For er der en lovmæssighed, der trumfer de fleste andre i russisk politik, så er det denne: Jo større by, jo sværere har præsidentens regerende parti, det Forenede Rusland, det på valgdagen.

Her i Lille Moskva er indbyggertallet fem.

»Hvem skulle vi ellers stemme på?« spørger Anna, da hun har stillet den dampende suppe på bordet.

Under Putin kommer pensionen til tiden, forklarer hun. Sådan var det ikke altid under den tidligere præsident Boris Jeltsin i de magre år efter Sovjetunionens sammenbrud i 1991.

»Putin vil ikke lade den slags ske. Han er en leder, som man kan respektere,« siger Anna, der er uddannet bibliotekar.

Ivan tænker også på sovjettiden, når han skal forklare sin stemme på præsidentens parti. Sovjetunionens opløsning betød også landsbyens opløsning. Det indvarslede affolkning, alkoholisme og anarki, siger Ivan.

Han peger ud af vinduet. Her fra stuen kan man se den ludende staldbygning, der engang hørte til kollektivbruget, hvor Ivan arbejdede i 40 år. Nu har stalden huller i taget.

»Eller vil du have, at vi skal sige tak for det dér?« siger Ivan.

»Det er derfor, vi har brug for en stærk leder,« siger han.

19-årige Nastja Panova balancerer salater, frikadeller, brød og ribssaft hen til spisebordet. Uden for lejligheden på 6. sal blinker lysene fra det sydlige Moskvas endeløse boligblokke.

»Værsgoooo,« råber hun.

Nastja har inviteret til forsinket fødselsdagsfest i den lille treværelses lejlighed. Hun deler den med sin søster og sin bedstemor. Alligevel føles det, som om hun for første gang har fået sit eget sted.

Omkring bordet sidder vennerne fra skoletiden. I dag er de universitetsstuderende. Forældrene har gode job, og de unge kan fortælle om ferierejser til det store udland. Aleksander Demidov sidder og gumler på en frikadelle. Han har lige rejst på tomlen gennem Norge. Han forstår udmærket, hvorfor Ruslands fremfærd i Ukraine har vakt opsigt i Europa.

»Det mærkede jeg jo. Men folk var søde. De forstår, at almindelige russere ikke altid er enige med Putin,« siger Aleksander.

Her rundt om bordet er der ikke en eneste, der har tænkt sig at stemme på Putins parti ved søndagens valg. Og det er ganske typisk blandt middelklassens unge.

I alle landets storbyer – Rusland har tolv metropoler med mere end en million indbyggere – slås Putin-partiet med et image som et korruptionsplaget embedsmandsparti.

»Det er et monopolistisk parti. Det er ikke sundt,« siger Katja Derevjantjenko, der læser på Moskvas Statsuniversitet.

Tanja Bebtjuk, der studerer geografi, nikker.

»Der så meget censur på TV. Men mange ser kun TV, og de kender kun Putins parti. Kun i Moskva kender folk oppositionen,« siger hun.

Hovedstaden har altid været Kremls største hovedpine. Efter det seneste parlamentsvalg i 2011 jagede byen de russiske magthavere en skræk i livet med de største regeringskritiske demonstrationer siden 1990erne.

»Putin stjæler,« lød et af de populære slagsord fra en veluddannet middelklasse, der havde fået nok af valgsvindel og korruption.

To år efter vandt en ny oppositionsleder, korruptionsjægeren Aleksej Navalnyj, 700.000 stemmer ved borgmestervalget i Moskva, selv om han blev lagt på is af de statslige medier.

Men så kom sporskiftet. Russiske elitetropper tog kontrol med den ukrainske Krim-halvø i kølvandet på et kaotisk magtskifte i nabolandet. En blodig krig i det østlige Ukraine brød ud, og en diplomatisk isvinter sænkede sig over forholdet mellem øst og vest.

Men på hjemmebanen vandt Putin kampen om sympatien. Det store flertal så annekteringen af Krim-halvøen, der indtil 1954 hørte til den russiske sovjetrepublik, som en historisk retfærdighed, der skete fyldest.

»Krim er vort,« lød det simple slagord, der fik Putins popularitet til at vokse ind i himlen.

»Jeg støtter Vladimir Putin som fænomen. Ikke al hans politik, men han holder landet samlet. Krim var selvfølgelig mærkeligt, den måde det skete på. Men det var jo tidligere russisk,« siger Katja.

Langt fra alle ved bordet er enige.

»Det var jo et stykke af et andet land. Det kan man jo ikke bare. Så er det en invasion,« siger Tanja Bebtjuk.

Der bliver stille lidt. Emnet er alt for tungt til et fødselsdagsbord.

»Skal vi ikke have den sang,« spørger Aleksander.

I huset over for Anna og Ivan bor 69-årige Jekaterina Lebedeva. Også hun arbejdede på kollektivfarmen, indtil hun gik på pension. Også hun plejer at gå tidligt i seng og stå tidligt op. Men i dag er det anderledes. Der er besøg. Hendes barnebarn, datter og datterens svigerfar skal køre hende til hospitalet i provinsbyen Tver to hundrede kilometer borte. Nu sidder de i aftensolen, spiser medbragt melon og taler om landsbyens fremtid. Hvor mange indbyggere mon der er tilbage om ti år?

De er ikke optimistiske.

Få steder mærkes den snart tre år lange økonomiske nedtur hårdere end i landsbyer som Lille-Moskva. Mens livet går videre som altid i den rige hovedstad, så har slunkne oliepriser og en svigtende rubelkurs gjort et brutalt indhug i levefoden på landet. Mange varer bliver blevet dyrere måned for måned. Næste år vil pensionen ikke længere blive pristalsreguleret, har regeringen meddelt.

Men det er ikke Putins skyld, siger Jevgenij Mikhailovitj, den habitjakkeklædte svigerfar, der er kørt ind fra nabobyen. Det hele er tværtimod de vestlige landes skyld, forklarer han fra lænestolen.

»De ønskede at ødelægge Sovjetunionen, og nu ønsker de at ødelægge Rusland! Vores Rusland!« siger Jevgenij Mikhailovitj så højt, at Jekaterina rykker sig på sin stol.

Det er trods alt ikke hørelsen, den er galt med.

Der er også hjemlige problemer i Rusland, medgiver svigerfaren. Korruption og voksende ulighed for eksempel. Selv meldte han sig ind i kommunistpartiet under den kaotiske privatisering i 1990erne.

Men siden Krim er han blevet Vladimir Putins trofaste støtte. Da vendte hele verden sig mod Rusland, mener han. Putin er manden, der kan holde de efter hans mening krigeriske NATO-lande stangen.

»Hvis NATO angriber, så bliver det værst for jer selv. Hvis man vækker russerne til strid, så vil man fortryde det,« smælder Jevgenij Mikhailovitj.

Forestillingen om en overhængende fare for vestlig aggression hører man tit, når man taler med de ældre beboere i landsbyen. De har aldrig været uden for Rusland, men de frygter det, der måtte være derude. Pensionisterne er samtidig den hastigst voksende vælgergruppe i Rusland.

En af dem er enkemanden Vladimir Krasutskij, der bor 50 meter længere nede af vejen. Han er billedkunstner og selv født i hovedstaden.

»Under Jeltsin var der stille, fordi han føjede sig for USA. Putin har sin egen politik. Han er selvstændig. Derfor er der larm,« siger Vladimir Krasutskij, mens den statslige Kanal 1 kværner i baggrunden.

Samme synspunkter hører man i valgdebatterne på TV hver eneste aften. Fjenden er ved porten, og derfor må vælgerne bakke op om lederen, lyder argumentet fra Putin-partiets kandidater.

De økonomiske udfordringer taler partiet mindre om. Putin har – som den politiske analytiker Nikolaj Petrov har påpeget – gennemført et politisk hamskifte forud for søndagens valg.

Præsidentens bærende appel til vælgerne er ikke længere bedre levekår. Det er det på en gang kraftfulde og luftige løfte om at give russerne stoltheden tilbage ved at genrejse landet som stormagt og imperium.

»Putin forsvarer vores interesser, og derfor hader resten af verden ham,« siger 70-årige Jevgenij Mikhailovitj.

Hamskiftet har samtidig den følge, at Putins fjender af mange portrætteres som selve Ruslands fjender. Oppositionspolitikeren Boris Nemtsov, der blev skudt og dræbt i Moskva sidste år, fik som fortjent, mener Jevgenij Mikhailovitj.

»Nemtsov var en professionel politisk prostitueret. Hvis jeg var Putin, så ville jeg have skudt dem for længst,« siger han.

Nastja Panova og Aleksander Demidov smiler til hinanden gennem sølvfarvede pap-briller.

Over dem hænger hvide dioder som en elektrisk stjernehimmel midt på Moskvas nattemørke hovedgade, Tverskajagaden, der lige nu bobler af liv. Folk maser sig forbi hinanden, et hornorkester trutter, og skuespillere og forbipasserende går omkring klædt ud som robotter fra den sovjetiske film »Gæsten fra Fremtiden«.

Det er ikke bare Nastjas fødselsdag, der har bevæget sig ud i byen. Dagen markerer også hovedstadens årlige byfest.

Bystyret har fyret op under et gadeshow, der strækker sig over det meste af en kilometer langs hovedgaden.

Det er ikke bare denne aften, der fyres offentlige rubler af i hovedstaden. Moskva har undergået en regulær forvandling, siden den vrede middelklasse gik på gaden for fem år siden. Milliarder er hældt i den største byfornyelse siden i 1930erne. Byen har fået en ny metro-ring, parker med Wi-Fi, bycykler og nye brede granitfortorve.

De uafhængige aviser har ganske vist skrevet tæt om bestikkelse og returkommissioner til medlemmer af borgmesterens inderkreds. Men resultatet er ikke til at komme uden om. Mens de russiske landområder lider under krisen, så har det regerende parti ødslet med rublerne forud for valget i hovedstaden.

»Jeg tænker på, hvor mange penge det har kostet, og hvor de kommer fra. Men så får jeg det dårligt. Det er bedre ikke at tænke på det,« siger Katja Derevjantjenko.

Her i det store Moskva mærker man ikke meget til krisen, siger hun.

»Den største forandring er, at det er blevet dyrere at rejse til Italien. Det er dobbelt så dyrt på grund af kursen,« siger hun.

Forandringen er også, at Moskvas middelklasse igen er gledet ud af politik. Oppositionsledere og aktivister fra 2011 og 2012 er sat ud spillet. Nogle er fængslet, en er skudt og dræbt, og andre er sat i husarrest og forment adgang til at stille op.

»Jeg er ikke enig i det, der sker. Men jeg tror ikke på, at jeg kan gøre nogen forskel. Min stemme tæller ingenting. Derfor bruger jeg ikke energi på det,« siger Aleksander Demidov.

Anna Stepanova stryger lagner og pudevår på det lille bord i stuen. Bag hende hænger familiebillederne. Der er portrætter af hendes forældre, hendes egne to døtre og de to børnebørn. Mellem rammerne hænger to små medaljer. »50 års tro kærlighed«, står der på dem. Anna og Ivan fik dem på deres guldbryllup for fem år siden. Nye bryllupper er der ikke udsigt til i landsbyen.

»Jeg tror ikke, der er noget håb for vores landsby. De unge vil ikke bo her,« siger Anna.

Ingen af parrets to døtre vil overtage huset. Det har de sagt.

»Jeg tror jo ikke, at Putin ved, hvordan vi lever herude. Det ville være naivt,« siger hun.

»Men han ved, hvad vi har gået igennem. Det er hurtigt at rive ned, men det tager lang tid at genbygge det, der var engang,« siger Anne Stepanova.