Putin blev trumpfet

Foto: Søren Bidstrup og Pavel Golovkin Fold sammen
Læs mere

Et arabisk ordsprog siger, at hvis Gud vil straffe mennesket, så lader han dets ønsker gå i opfyldelse.

Det har russerne nu måttet sande. De havde ønsket sig Donald Trump til magten, det kom han, og nu fortryder de det bitterligt.

For det amerikanske angreb på den syriske luftbase al-Shayrat i Homs-provinsen er set fra Rusland en krigserklæring.

Siden Libyens diktator Gadaffi blev fjernet i 2011, har USA ikke brugt militær magt mod en arabisk regering. Det har Rusland i høj grad opfattet som sin fortjeneste: Den russiske udenrigs- og sikkerhedspolitik har været lagt an på at få USA til at afstå fra at gribe militært ind. Putin har ikke villet risikere, at USA en dag besluttede at afsætte ham.

Så hver gang der de senere år har været optræk til, at USA ville sætte en stopper for Assad, har Rusland skyndt sig at true med atomvåben og en tredje verdenskrig. Det har virket. USA har afstået fra handling, og resultatet er blevet, at USA har fremstået mere og mere magtesløst.

Det har Trump nu ændret på. Og han har ændret på det på en måde, der til forveksling minder om Ruslands normale fremgangsmåde.

For i modsætning til tidligere tiders militære angreb fra USA var der denne gang officielt ikke andet formål med operationen end at straffe Assad for brugen af kemiske våben i Idlib og dermed sikre, at han ikke gjorde det igen.

Operationen skulle ikke fjerne diktatoren fra magten eller bringe fred og demokrati til Syrien: Den havde blot til formål at smadre den flybase, som Assads giftgasangreb var udgået fra, så diktatoren forstod, at her gik grænsen. Eller den røde linje, om man vil.

Som sådan var det muligt for USA at erklære operationen for en succes, alene fordi ødelæggelsen var gennemført.

Men også på anden vis lignede Trumps fremgangsmåde den russiske modus operandi: Der var ikke et langt pinagtigt forudgående forløb i FNs Sikkerhedsråd, hvor USA forgæves forsøgte at skaffe sig et mandat til at handle.

I modsætning til Obama, der har hævdet at have et folkeretligt mandat til at bekæmpe både Islamisk Stat og al-Qaeda i Syrien, har Trump ikke ulejliget sig med at støve gamle FN-resolutioner af, der kunne legitimere et angreb på Syriens – formelt – folkevalgte præsident Assad.

Trump angreb uden videre og levede op til sit valgløfte om, at han aldrig fortæller sine fjender på forhånd, hvornår han slår til.

Operationen fremstod på den baggrund som en ren magtdemonstration, der skulle vise, at USA er tilbage: USA besidder igen den fornødne vilje, brutalitet og uforudsigelighed til at gøre verden usikker for alverdens diktatorer. Hverken Rusland eller manglede mandat fra FNs Sikkerhedsråd kan lave om på det fra nu af.

Så selv om russerne teoretisk set kunne vælge at se stort på amerikanernes såkaldte »one-off attack« (som kun gentager sig, hvis Assad bruger kemiske våben igen), er det set i russisk optik reelt ikke en mulighed. For operationens dybere mening handler om USAs selvforståelse, og hvad USA forbeholder sig ret til at gøre.

Rusland skal lynhurtigt have amerikanerne til at ændre deres selvforståelse tilbage igen, så USA forstår, at man ikke kan bombe Assad, uden at det får store konsekvenser. For store konsekvenser.

Ikke at reagere vil være det samme som at indrømme, at Rusland er svagt: Det var Ruslands allierede, der blev angrebet, og tilmed rettede angrebet sig mod en base, der bruges af russiske fly som fremskudt base til brændstofoptankning og vedligehold.

Som den russiske avis Nesavimaja Gaseta fredag opsummerede situationen:

»Trump er blevet malet op i et hjørne af sine demokratiske modstandere og ønsker at bruge enhver given mulighed til at bevise, at han har magt. Det gør hans adfærd uforudsigelig. Under disse omstændigheder skal Rusland foretage et vanskeligt valg: Enten øge sin militære tilstedeværelse i Syrien med risiko for en militær konfrontation med USA eller trække sig ud af konflikten med et betydeligt prestigetab til følge – frem for alt for Putin.«

Hele fredagen tydede det på, at Rusland har truffet sit valg.

Først suspenderede Rusland det memorandum fra efteråret 2015, der forpligter USA og Rusland til at koordinere deres militære indsats i luftrummet over Syrien, så det ikke kommer til en krig ved en fejltagelse. Fra nu af er alt, hvad USA foretager sig militært i Syrien på egen risiko.

Dernæst meddelte Rusland, at man forstærker sit luftforsvar i Syrien. I klartekst: Fra nu af må amerikanske fly være forberedte på at blive skudt ned af S-300 og S-400-luftværnsmissiler, hvis de angriber Assads regeringsstyrker.

Endvidere blev det meddelt, at Ruslands nyeste og mest avancerede fregat, Admiral Grigorovitj, allerede er på vej gennem Bosporus-strædet til Middelhavet. Læs: Den har antiskibs-krydsermissiler om bord, og amerikanerne må hellere tænke sig grundigt om, inden de lader deres destroyere affyre flere Tomahawk-missiler ind over Syrien fra Middelhavet.

Trump viste med angrebet, at USA er villig til at bruge magt i Syrien. I nærmeste fremtid vil russerne givetvis fremprovokere en situation, der skal teste, om han mener det alvorligt.

Anna Libak er udlandsredaktør og medlem af chefredaktionen på Berlingske.