Paskontroller forsinker togafgange

Det store antal flygtninge og migranter, der søger mod Danmark, Sverige og Norge fra Tyskland, betyder tirsdag, at der er store forsinkelser på internationale togafgange, oplyser DSB.

Blandt andet på afgangene fra Hamborg og Berlin er der længere tids forsinkelse på grund af paskontroller, der udføres i Tyskland og ved den danske grænse.

Passagerer, der skal med tog fra Tyskland til Danmark via Rødby og Padborg, vil opleve forsinkelser, oplyser DSB.

Forsinkelserne skyldes, at paskontrollerne betyder, at der er længere tids ophold ved Rødby-overgangen end ellers. Også ved Padborg er der længere tids forsinkelse, men der indsættes rettidige InterCity-tog mellem grænsebyen og København.

Kunderne, der bliver forsinket som følge af paskontrollerne, kan benytte DSBs Rejsetidsgaranti, oplyser selskabet.

BNB