Onsdag åbnede de første vaccinationscentre i hovedstaden. Men de lukker igen i weekenden

Fire vaccinationscentre i Region Hovedstaden åbnede onsdag morgen. 160 mennesker er ansat, og knap 3.000 forventes vaccineret onsdag og torsdag. Men centrene genoptager først arbejdet i næste uge, for vaccinerne mangler stadig.

Når borgerne er blevet vaccineret, skal de sidde i et observationslokale. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Povl Schjeldal venter tålmodigt.

Han står foran sin bil på en parkeringsplads ved Øksnehallen i København og ryger en cigaret. Onsdag morgen åbnede Øksnehallen, et kultursted på det centrale Vesterbro, som vaccinationscenter. Povl Schjeldal er 65 år, hans helbred er godt, og han skal ikke selv vaccineres denne onsdag. Alligevel er det en glædens dag for ham.

For det skal hans datter, Jeanett.

Hun er kun 42 år, men har en række alvorlige sygdomme: Lupus, nyresvigt og hjertesvigt. Derfor er hun én af de danskere, som er forrest i køen.

»Det betyder meget for mig, at hun kan blive vaccineret allerede nu, for jeg går og bekymrer mig om hende hele tiden,« siger Povl Schjeldal.

Onsdag åbnede fire vaccinationscentre i Region Hovedstaden. Fremover kan borgere, der er blevet indkaldt til en vaccination, derfor møde op på en af hovedstadens centre, der foreløbigt er placeret på Vesterbro, i Ballerup, i Bella Center og i Rønne på Bornholm.

To mere åbner i næste uge – i Ishøj og i Hillerød. Regionen forventer at vaccinere omkring 600 borgere i Øksnehallen første dag. De fire nye centre har åbent onsdag og torsdag og vil i alt vaccinere mellem 2.800 og 3.000 danskere, lyder det.

Selvom de nye vaccinationscentre udgør et fremskridt, afhænger alt fortsat af, hvor mange vacciner regionen får tildelt. De nuværende doser er formentlig brugt op senest fredag, og derfor holder centrene lukket weekenden over og åbner først næste fredag, hvor de igen vil vaccinere to dage i træk.

Næste læs vacciner vil i høj grad blive brugt på at genvaccinere plejehjemsbeboere og frontpersonale i sundhedssektoren. Det betyder, at kun få danskere vil blive nyvaccineret i den kommende tid.

Øksnehallen ved Halmtorvet i København er et af fire vaccinationscentre, der onsdag åbnede i Region Hovedstaden. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Eftertragtet plads

For et år siden var Den Brune Kødby på Vesterbro præget af cafégæster, gymnasieelever og børneinstitutioner. Udover »Fixelancen« – et mobilt fixerum til stofmisbrugere – er alt lukket ned. Parkeringspladsen foran Øksnehallen er indhegnet og reserveret til personbiler og taxaer, der skal aflevere og hente borgere, som skal vaccineres.

Povl Schjeldal går frem og tilbage i regnen, mens han holder øje med indgangen.

»Der kommer hun,« udbryder han.

Hans datter Jeanett Schjeldal bevæger sig langsom over mod ham.

»Det tog da tid,« siger han.

»De har ikke tænkt på os, der har svært ved at gå,« siger hun og forklarer, at ruten inde i hallen er lang, og at hun grundet sine sygdomme ikke kan gå så langt. Desuden skulle hun vente i 20 minutter i observationslokalet for at sikre sig, at hun ikke reagerede dårligt på vaccinen. Personalet var »smaddersøde«, og det hele var ellers godt tilrettelagt, siger Jeanett Schjeldal.

Mange danskere kontakter i disse dage Region Hovedstaden for at få at vide, hvornår det er deres tur til at få en vaccination. Det fortæller vicedirektør i Akutberedskabet, Kirstine Vestergaard Nielsen, som har ansvar for vaccinationscentrene.

»Rigtig mange borgere har kontaktet regionen og praktiserende læger, fordi rigtig mange vil gerne prioriteres, men vi følger sundhedsmyndighedernes udmeldinger. Dem, der får en invitation, kommer ind,« siger hun.

Folk står i kø til at blive vaccineret. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

Forskel på regionerne

Det har taget længere tid at vaccinere plejehjemsbeboere og sundhedspersonale i hovedstaden, hvilket er årsagen til, at vaccinationscentrene først åbner nu. Flere af landets andre regioner åbnede allerede i sidste uge. I Region Sjælland var Finn Heiberg en af de første til at få et stik i Kalundborg. Han har fået en lungetransplantation, så selvom han kun er 63 år, er han blandt landets mest udsatte.

Det er nu fem dage siden, at han fik sin første vaccination mod covid-19-virussen.

»Jeg havde ondt i skulderen fra om aftenen og et døgn frem. Som hvis nogen havde slået en knytnæve i skulderen på mig. En ordentlig lammer. Men det er ikke usædvanligt – det oplevede jeg også, da jeg fik influenzavaccinen,« siger han.

Stikket har givet ham »lidt mere ro«, men Finn Heiberg passer fortsat på. Han mangler stadig stik nummer to og vil nok fortsætte med at være forsigtig, indtil situationen herhjemme ser bedre ud. Han oplyser, at han har fået tid til sin anden vaccination i slutningen af januar – tre uger efter første stik.

Hver region har indrettet sig forskelligt. Region Nordjylland, hvor færre borgere bor mere spredt, er der oprettet små testcentre i hver kommune. I hovedstaden skal indbyggerne fordeles på seks store centre.

Det er op til kommunerne at arrangere transport til og fra vaccinationscentrene til deres udsatte borgere. I Helsingør, den nordligste kommune, har Ældre Sagen forholdt sig skeptisk. Her skal borgerne til Hillerød for at vaccineres – godt 25 kilometer væk – når centeret åbner i næste uge. Ældre Sagen mener, at der bør oprettes et lokalt vaccinationscenter, som det er sket andre steder.

Ifølge vicedirektør Kirstine Vestergaard Nielsen fra Akutberedskabet bliver der muligvis åbnet mindre lokale tilbud.

»Vi ser på alle muligheder, og vi vil også gerne tættere på borgerne, men vi har behov for at få volumen på vores opgave – derfor har vi åbnet de store vaccinationscentre. Det er meningen, at vi på længere sigt skal ud i kommunerne,« siger hun og oplyser, at det kan ske ved hjælp af lokale vaccinationstilbud for bestemte grupper.

Hvornår ved hun ikke endnu.

Helsingør Dagblad har spurgt virolog Allan Randrup Thomsen fra Københavns Universitet. Han  forklarer, at der er stordriftsfordele ved at have få, store vaccinationscentre frem for mange små.

»Umiddelbart vil jeg sige, at det er en nødvendighed, hvis vaccinationerne skal foregå relativt hurtigt. Det er nok en afvejning. For hvis du skal have flere vaccinationssteder, så kan det forsinke udrulningen af vaccinen,« sagde Allan Randrup Thomsen for nylig til avisen.

Omkring 600 borgere bliver i løbet af onsdag vaccineret i Øksnehallen i København. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.

30.000 vaccinationer om dagen

Planen er, at der skal foretages væsentlig flere vaccinationer på sigt. Hvert af de seks centre skal kunne stå for omkring 5.000 vaccinationer – i alt 30.000 om dagen, lyder det fra regionen.

På nuværende tidspunkt er der ansat 40 medarbejdere i hvert center. Nogen »stikker«, mens andre er serviceguides og hjælper borgerne rundt. De er fundet gennem jobannoncer og tæller blandt andet pensionerede sygeplejersker, siger Kirstine Vestergaard Nielsen.

»Men det er kun en start. Vi skal op på et væsentligt højere antal i fremtiden, så vi kommer til at justere antallet af medarbejdere hele tiden,« siger hun.

Jeanett Schjeldal har fået en tid til endnu en vaccine i næste måned – også i Øksnehallen.

De seneste mange måneder har været »ensomme« for hende, da hun bor alene og ikke har kunnet få meget besøg. Men når hun har fået andet stik, kan hun være mere rolig, siger hun, inden far og datter sætter sig ind i bilen for at køre hjem til Bellahøj.

Forhåbningen er, at centrene fra 1. februar har åbent alle ugens dage mellem klokken 07 og 22. Hvis der er vacciner nok.

Sprøjter trækkes op og gøres klar i forbindelse med, at det første vaccinecenter i Region Hovedstaden åbnede i Øksnehallen. Fold sammen
Læs mere
Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix.